Hvad er det, der sker i dansk politik?

Regeringen taber flyvehøjde med en fart, så et hårdt møde med jorden nærmer sig med foruroligende hast.

Automatpiloten slås febrilsk til og fra, mens konturerne af et politisk projekt fortaber sig sammen med udsigten til, at der kan gennemføres væsentlige reformer på denne side af sommeren – om overhovedet.

Det er let at skyde på den iøjnefaldende mangel på strategisk ledelse. Men problemet går dybere end som så. Derfor er det også mere foruroligende.

Uden for den fortumlede regering står nemlig på begge sider en opposition, der er fælles om en historisk uansvarlighed. Fra landets største parti, Venstre, til den nye repræsentant for det godes sag, Enhedslisten, lyder enslydende forsikringer til vælgerne om, at kun regeringens ondskab står mellem dem og et lettere liv.

Det må ikke blive dyrere at være dansker, lover Venstre midt i Europas dybe krise. Kravet om skattelettelser møder til venstre for regeringen sit ekko med betingelsen om, at reformer ikke må ramme overførselsindkomsterne.

Begge fløje er enige om, at der skal deles milde gaver ud, og begge mener, at det må være op til regeringen at finde pengene til det.

Til gengæld er begge også stålsat imod enhver reform, der kunne få nogen til at arbejde mere eller få mindre.

Dermed befinder regeringen sig i et politisk tomrum, hvor den er alene med historien om, at det er nødvendigt at gennemføre fremsynede reformer.

I den situation vil det være en god ide at trække vejret dybt og drage fordel af, at det rent faktisk ikke er tvingende nødvendigt at gennemføre hverken den ene eller den anden reform lige her og nu. Følg dog vismændenes vise råd og klap reformhesten.

Forskellen mellem Danmark og græske tilstande er ikke, at oppositionen her er mere ansvarlig, men at den økonomiske udvikling er langt bedre. Der er tid til at vente på, at ansvarligheden indfinder sig.

Hvis en skattereform partout skal hastes igennem, så gør det dog med Enhedslisten. Så bliver reformen mindre. Til gengæld kan den give Enhedslisten en lejlighed til både at udvise ansvarlighed og indflydelse. Det vil gavne både støttepartiet og regeringen – og samtidig udstille, at Venstre forspildte muligheden for en mere ambitiøs reform.

Regeringens vigtigste opgave de næste måneder er at genvinde det minimum af handlekraft, som der kan blive hårdt brug for i løbet af efteråret.

bl