Europa i flere hastigheder er en realitet. Storbritannien har allerede skilt sig ud og ser ud til at blive centrum for en yderste cirkel, der forsøger at skrue tiden tilbage til et EF, der handler om frihandel og det indre marked.

Omvendt lægger Tyskland nu op til et kvantespring i den integrationsproces, hvis næste skridt går i retning af en økonomisk union blandt – i det mindste nogle af – de 17 lande, der allerede har euroen som fælles mønt. Dette forstærkede samarbejde kan indebære overførelse af national suverænitet – måske i større omfang end nogen sinde før i EU’s historie.

LÆS OGSÅFransk præsident vil ændre euro-samarbejdet fundamentalt

En tredje gruppe lande står tilbage i et vadested, hvor vandet stiger, og strømmen bliver stadig stærkere: Enten følger de med over i det tættere samarbejde, eller også redder de sig tilbage til bredden, vi kom fra.

Danmark er blandt de lande, og de valg, vi træffer de næste uger og måneder, kan blive afgørende for vores fremtidige tilknytning til resten af Europa.Vanskeligheden er, at hverken vi eller andre kan vide, hvordan eurosamarbejdet udvikler sig.

Vi skal tage stilling i en dynamisk situation, hvor alle muligheder står åbne. Det kan ende med en stærk, stabil eurozone, måske centreret om en række nordeuropæiske lande. Det kan ende med euroens fuldstændige opløsning. Eller det kan ende et sted mellem de to yderpunkter.

LÆS OGSÅ EU: Nu skal vi snakke finansunion

Under vejs skal Danmark forholde sig til en række konkrete forslag, som spørgsmålet om en europæisk bankunion.

Regeringen synes tilbøjelig til at sige fra på forhånd. Men det er farligt. Hvis Danmark melder fra, mister vi indflydelse og handlefrihed. I stedet skal vi sende det modsatte signal om, at vi gerne være med så langt som muligt. Det er hybris, når statsministeren antyder, at danske skatteydere står stærkest alene. Før vi venter det, kan også Danmark få brug for vore nabolandes solidaritet og støtte.

Dele af bankunionen vil være en del af det indre marked. Der er vi med fuldt og helt. Andet, som den gensidige garanti, vil være forbeholdt eurolandene. Der står vi udenfor. Andet igen vil ligesom finanspagten være åbent for deltagelse for lande, der kan og vil. Der bør vi gå med, så langt og dybt vi kan.

Regeringen må finde et ståsted, der bevarer visionen om, at Danmark en dag kan blive fuldt medlem af unionen, og som samtidig tager realistisk bestik af, at ingen i dag kan vide, hvordan den vil udvikle sig.

Derfor må vi tage et skridt ad gangen. Og hele tiden forsøge at tjekke ind frem for at tjekke ud.