Lad os kalde en spade for en spade:

Reformen af fleksjobordningen, som hele Folketinget minus Enhedslisten og Dansk Folkeparti blev enige om i weekenden, er en spareøvelse.

Men en nødvendig spareøvelse.

Fleksjobordningen, der blev indført af Nyrupregeringen som et alternativ til et passivt liv på førtidspension, har sejret sig selv halvt ihjel, og det er klogt at reformere den, inden den segner.

Knap 70.000 mennesker er i dag på fleksjob eller den tilhørende ledighedsydelse.

Det er er langt flere, end nogen havde regnet med ved ordningens begyndelse, og omkostningerne beløber sig i år til cirka 12 milliarder kroner.

Det er ikke holdbart i det lange løb.

Fraværet af en reform ville betyde besparelser andre steder i den offentlige sektor.

Når nu sparekravet er en realitet, er det en forholdsvis nænsom og socialt retfærdig model, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har forhandlet i hus.

For langt de fleste lønmodtagere vil ændringerne være beskedne, og mennesker med meget stærkt nedsat arbejdsevne får nu som noget nyt også mulighed for at komme i fleksjob.

Det ændrer ikke ved den realitet, at for de relativt højtlønnede betyder reformen et markant fald i indkomsten på fleksjob. Fra fuld løn for 12 timers arbejde går den enkelte lidt groft sagt til førtidspensionsniveau plus løn for præsterede timer.

Det betyder, at der er et klarere incitament til langsomt at øge timetallet og vende tilbage til et almindeligt job for dem, der kan.

Men en stor gruppe, f.eks. mennesker med muskelsvind, har ikke denne mulighed. For dem bliver sygdommen tværtimod typisk værre.

Men det er afgørende at holde sig for øje, at alle på fleksjob, trods alt, også økonomisk er bedre stillet, end hvis de var på førtidspension.

Der eksisterer ikke en økonomisk virkelighed, hvor samfundet kan garantere højtlønnede konsulenter eller gymnasielærere den samme løn for 12 timer som for 37, uanset at den nedsatte arbejdsevne er veldokumenteret og uforskyldt.

LÆS OGSÅKritiske fleksjobbere: Hvor skal jobbene komme fra?

Det er dels konsekvensen af danskernes kollektive uvilje mod at betale mere i skat, der er kommet til udtryk ved de sidste valg. Men det er også konsekvensen af den generelle økonomiske nedtur.

Hvis regeringen for alvor vil kæmpe for et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til de svageste, kræver det, at reformen kombineres med en økonomisk politik, der har et stærkere fokus på at bekæmpe arbejdsløsheden.

Kun ved at sikre job til den almindelige lønmodtager bliver der økonomisk og menneskeligt overskud til rummelighed.