Annonce
Annonce
Annonce

Politiken mener

Ledende artikel i Dagbladet Politiken

Leder 4. jul. 2012 KL. 00.01

Mediestøtten skal gives til fri journalistik

Det er demokratiet, ikke det enkelte medie, som er mediestøttens formål.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Politiken mener
Lederen er skrevet af et medlem af Politikens lederkollegium.

En tiltrængt omlægning af mediestøtten er på vej.

Men debatten om, hvad den skal gå ud på, er underligt diffus. Så meget desto mere velkommen var mandagens Kronik, hvor en gruppe debattører slog til lyd for en revision af støtten, så den fremover kommer også digitale medier til gode.

Den hensigt kan ingen være uenig i. Og allermindst en levende avis som Politiken. Det giver ganske enkelt ikke længere mening, at mediestøtten reserveres trykte aviser – selv om vi også fremover vil have en vigtig plads i det samlede mediebillede.

Udgangspunktet må være, at støtten målrettes den undersøgende og uafhængige journalistik, uanset på hvilken platform den formidles. Det vil i øvrigt også komme Politiken til gavn. Vi er i dag ikke blot landets mest læste avis – vi står også stærkt digitalt med politiken.dk.

Det vil være fatalt, hvis en ny støtteordning indebærer, at et politisk udnævnt organ skal vurdere 'kvaliteten' af journalistik.

Mange vil gerne samtidig gøre støtten mere eksperimenterende, så den fordeles bredere til flere små og yngre medier. En slags mediernes iværksætterstøtte. Et andet forslag går ud på større holdningsspredning, så den politiske meningsbrydning i mediebilledet styrkes. Pluralisme og nyskabelse er altid en god ting. Debat ligeså. Men mediestøtten er ikke erhvervsstøtte. Den er tænkt som støtte til fri journalistik i et lille sprogområde. En støtte til demokratiet selv.

LÆS OGSÅStøt fremtidens medier frem for fortidens

»Del jer efter anskuelser«, formanede Hørup. Han talte om holdninger, ikke om støttekroner. Ender støtten med at blive kanaliseret efter en partipolitisk fordelingsnøgle, kan den være det samme.

Støtten til pressen må fordeles efter objektive kriterier til redaktioner, der beskæftiger professionelle journalister og redaktioner. Der er ingen grund til, at skatteyderne skal betale andre borgere for at udbrede deres meninger. Det kan vi trygt overlade til den frie debat.

Det kritiske punkt gælder uafhængigheden af statsmagten. Staten har allerede dominerende ejerskab på tv- og radioområdet, hvor mange års erfaring har vist, at partierne trods alle ord om armslængde ikke er bange for at bruge deres magt til at forsøge at påvirke meningsdannelsen. Det vil være fatalt, hvis en ny støtteordning indebærer, at et politisk udnævnt organ skal vurdere ’kvaliteten’ af journalistik.

Statslig kvalitetskontrol af medier hører ikke hjemme i et demokrati. Og det er demokratiet, ikke det enkelte medie, som er mediestøttens formål.

bl

Annoncer