Indrømmet – Libyens valg af en nationalkongres i dag er plaget af krasse problemer.

Stærke kræfter i den østlige Cyrenaicaprovins vil boykotte valget, nogle gerne løsrive provinsen. To store valgcentre er blevet stormet og hærget, så valgets lokale afvikling er truet. Mange libyske byer er også kontrolleret af voldelige militser, som ikke ligefrem vil værne om udviklingen af et libysk demokrati.

LÆS MERE Libysk helikopter med valgmateriale beskudt

Men helt ærligt: Hvor krævende kan vi tillade os at være?

Libyen er først sidste år kommet fri af 41 års benhårdt diktatur under salig Moamar Gaddafi. Under denne rå og hårfagre hersker havde Libyen ikke partier, ikke et frit valgt parlament, ikke en fri politisk debat, ikke ytringsfrihed, faktisk slet ikke en civil politisk struktur.

Forventningerne til dagens valg må derfor justeres. Heller ikke i Libyen kommer demokrati af sig selv. Men foreløbig har libyske borgere i imponerende omfang sat vilje, blod og ganske stor forsonlighed ind på at udvikle et demokrati i ruinerne af det diktatur, de har væltet.

Nationalkongressen, der bliver resultatet af dagens valg, skal styre den libyske overgang til demokrati, udpege en regeringsleder og en grundlovgivende forsamling og sørge for afholdelsen af et demokratisk parlamentsvalg.

Tak, skæbne, lidt af en opgave, som vil afgøre forholdet mellem stat og religion og lægge rammerne for menneskerettigheder, beskyttelsen af minoriteter og balancen mellem mænd og kvinder.

Man skal være ret naiv for at forvente, at valget eller nationalkongressens arbejde vil ske uden konflikter mellem lokale militser og de nye libyske sikkerhedsstyrker.

LÆS OGSÅBevæbnede mænd stormer valgkontor i Libyen

Det er heller ikke entydigt, om det enorme Libyen i fremtiden er bedst tjent med at fastholde en enhedsstat eller ved at udvikle en føderal stat med betydeligt selvstyre for de tre hovedområder.

Hvis libyerne på trods af deres hidtidige demokratiske underskud kan kickstarte en parlamentarisk udvikling, er det historisk. Og omverdens støtte til denne proces er mindst lige så vigtig som bomberne, der hjalp med at knække diktaturet.

Det er nu, slaget står.