I den forløbne uge fastsatte fødevareminister Mette Gjerskov (S), hvor de nye, såkaldte randzoner skal gå. Randzonerne, der blev vedtaget af den tidligere VK-regering, er op til 10 meter brede arealer langs søer og vandløb, som det i fremtiden bliver ulovligt at opdyrke.

Formålet er først og fremmest at nedbringe udledningen af kvælstof og sprøjtegift, der fortsat er alt for høj. Men i tilgift skabes ny natur langs vandkanterne, og alle mennesker får adgang til at gå sig en tur langs åen. Det er et fremragende og længe ventet initiativ.

LÆS OGSÅDu stjæler min fremtid, Mette Gjerskov!

Landbruget er imidlertid ved at finde høtyvene frem fra laden til et veritabelt bondeoprør: For det er jo deres jord, som de ikke længere må dyrke, og de er langt fra tilfredse med statens økonomiske kompensation. De mest højtråbende i bondetoget truer ligefrem med civil ulydighed.

Undskyld, men hvad bilder de sig egentlig ind? Det er muligvis landmandens jord, men det er vores allesammens grundvand. Og at der overhovedet gives kompensation, fordi landbruget pålægges ikke at forurene det yderligere, er da særdeles storsindet.

I gårsdagens tankevækkende Kronik, anklagede en ung landmand Gjerskov for at knuse hans drøm om at overtage slægtsgården med de nye randzoner.

Men det er ikke randzonerne, men landbruget selv, der har knust drømmen for nye generationer, om at bære kulturen og livet med jorden videre. Det er landmændenes fædre og bedstefædre, der truer med at erodere grundlaget under en ny generation på landet.

Dels gennem forureningen og modstanden mod at skride ind i tide. Men også med omdannelsen af almindelige landbrug til rene casinoer, der gearet af uholdbare lån, forsøgte at tjene penge på spekulation i svejtserfranc i stedet for at sukkerroer og slagtesvin.

LÆS OGSÅForhadte randzoner er nu på plads

Og da nogle af casinoerne krakkede, kom staten til undsætning. Regningen for det, der gik galt samlede Ole Sohn. Og belønningen for det, der gik godt, står som store Audier og Mercedes’er på gårdspladserne rundt omkring i Danmark.

Landbruget fortjener respekt ikke blot for sit bidrag til BNP, men for sin rolle som varetagerne af en særlig del af vores kultur og landskab. Men kan vi ikke snart slippe for de evige forsøg på at iscenesætte sig selv som sagesløse ofre for politikernes svingende luner?

Det er ærligt talt ynkeligt. I hvert fald på randen.