Danskernes olympiske idealer er intakte, før ilden i aften tændes over London. Ifølge en meningsmåling, som vi bragte på forsiden af mandagens Politiken, tror danskerne stadig, at den fredelige kappestrid, som det højstemt hedder, øger respekten og tolerancen mellem kulturer.

Over halvdelen af danskerne mener, at OL bidrager til en mere fredelig verden.

LÆS OGSÅ Danskernes begejstring for de olympiske ideer skal udnyttes

Paradoksalt, siger kritikere. For Den Internationale Olympiske Komité er jo plaget af korruption og nepotisme – et system, dansk idræt desværre har underlagt sig i stedet for at udfordre ved at indstille den upolitiske kronprins Frederik, der giver komiteen prestige snarere end modspil som dens repræsentant.

Og jovist, OL i London er også et prestigeprojekt til lidt over 100 mia. kr. sovset ind i kommercielle interesser fra McDonald’s til Coca-Cola, hvis kaloriebomber næppe er den direkte vej til medaljeskamlen. Og ideen om en altid ren og ædel dyst har for længst mistet sin uskyld til dopinglægernes seneste påfund.

Men alligevel har danskerne jo ret. De olympiske idealer står endnu på trods – som en næsten fysisk håndgribelig fornemmelse af en verden, der rykker en smule tættere sammen i et par uger. Det er det, der gør OL til mere end et sportsstævne.

De olympiske lege vil ikke bringe borgerkrigen i Syrien til standsning eller mirakuløst udvirke en løsning på Israel-Palæstina-spørgsmålet.

Men de skaber en unik fornemmelse af et fælles menneskeligt projekt, der transcenderer alle de sædvanlige skel mellem racer, religioner og politiske systemer; artens fysiologiske statuskonference hvert fjerde år.

Lige så meget som en konkurrence er det en manifestation af en fælles ambition givet i kraft af at være menneske: Nu kan ’vi’ løbe 100 meter på 9,58 sekunder. Måske kan ’vi’ om to uger løbe en smule hurtigere?

LÆS OGSÅAnalytiker: Svært at bruge OL til at styrke idrætten

Det er dette olympiske ideal om det grundlæggende menneskelige artsfællesskab, som er så farligt at få demonstreret for dem, der anser én religiøs eller politisk sandhed som overordnet andre menneskers ret til en anden, og som derfor desværre nødvendiggør et historisk sikkerhedsniveau.

Det er opløftende, at de fleste stadig kan skimte de olympiske idealer bag reklameskilte og sikkerhedsvagter og vil lade sig rive med af de dramaer, fortællinger, seje og exceptionelle menneskelige præstationer, der vil udfolde sig, indtil faklen slukkes og gives videre.