Annonce
Annonce
Annonce

Politiken mener

Ledende artikel i Dagbladet Politiken

Mest kommenterede seneste uge:
Håndtryk til eksamen 47 kommentarer
Leder 31. jul. 2012 KL. 00.01

De nye studerende er klogere end deres kritikere

Først og fremmest overser kritikerne, at uddannelse har en værdi i sig selv.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Politiken mener
Lederen er skrevet af et medlem af Politikens lederkollegium.

Det mest opløftende ved det rekordstore optag på de videregående uddannelser er måske, at de unge igen har vist sig klogere end de professionelle pessimister.

De unge er mere målrettede end tidligere. Mange er fleksible og klar til at flytte til den anden ende af landet for at påbegynde drømmestudiet.

Og flere er langt mere realistiske under krisen – søgningen mod uddannelser med ret sikre jobmuligheder er markant stigende, ligesom nogle af de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser synes på vej mod en renæssance.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har ganske ret, når han i gårsdagens Kronik påpeger det absurde i at tale om overuddannelse, som bl.a. tænketanken Kraka for nylig har gjort.

LÆS KRONIK Nej, vi kan ikke blive for kloge eller for dygtige

Det er en bogholderbetragtning af den slags, der alt for længe har huseret i Finansministeriet og forhindret et klart fokus på uddannelse som den vigtigste fremtidsstrategi for Danmark.

Først og fremmest overser kritikerne, at uddannelse har en værdi i sig selv. Universiteter blev ikke først og fremmest opfundet for at tilpasse arbejdsstyrken til arbejdsmarkedet, men for at tilfredsstille vores nysgerrighed i mødet med klodens og menneskets gåder.

Flere studerende kræver både flere ressourcer og en bedre anvendelse af dem.

Udbredelsen af de videregående uddannelser giver flere mennesker mulighed for at tilfredsstille ambitionen om at lære at mestre medfødte talenter og egenskaber.

Det er især skuffende, at de studerendes egen organisation ikke kan se det perspektiv, men ønsker at trække stigen op efter sin egen generation ved at begrænse optaget.

LÆS OGSÅStuderendes formand: Universiteterne bevæger sig på kanten af lovbrud

Vist er dimittendledigheden alt for høj, og regeringen har ikke været aggressiv nok i forsøget på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden.

Men løsningen er langtfra at sætte uddannelserne i stå, til væksten melder sig. Den er at bruge uddannelserne langt bedre som en motor til at skabe vækst, bl.a. gennem mere fleksibilitet og en stærkere målrettethed mod arbejdsmarkedet, som regeringen også lægger op til.

Men når Østergaard har sagt A, må han også sige B. Flere studerende kræver både flere ressourcer og en bedre anvendelse af dem.

Og det må ikke ske på bekostning af investeringer i bl.a. folkeskole og erhvervsuddannelser, selvom Østergaard helt åbenlyst står længere fremme i køen til Finansministeriets pengekasse end børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Det er faktisk de mest påkrævede investeringer i uddannelse netop nu.

km

Annoncer