Det var svært at holde harmen tilbage, da statsadvokaten forleden valgte at droppe sagen mod de betjente, der under en storstilet antiterroraktion i 2009 – ifølge en anholdt – gik over stregen, mens han var i politiets varetægt.

Harmen skyldtes ikke selve aktionen. Denne var ganske vist en fuldbyrdet fiasko, hvor politiet forvekslede en flyttemand med en international topterrorist og derfor anholdte ham og fire andre helt uskyldige borgere.

LÆS MEREForfejlet terroraktion: Hvem er disse betjente?

En uheldig sag, bevares. Men den slags fejl kan ske, og så længe de bliver beklaget og taget til efterretning efterfølgende, kan vi som borgere have fuld tillid til, at politiet i øvrigt gør deres bedste i sådanne tilspidsede situationer – og arbejder ud fra de spilleregler, der gælder i et retssamfund.

Det ville i det konkrete tilfælde have givet den anholdte mulighed for at få prøvet sin klagesag. Et helt legitimt og naturligt ønske.

Men mens antiterroraktionen i 2009 var en fiasko, har statsadvokatens arbejde udviklet sig til en regulær skandale.

Efter mere end to et halvt års efterforskning er det således ikke lykkedes at finde frem til de betjente, den konkrete klagesag handler om. Og det er stort set umuligt at se det som andet end sløseri:

For jo, der findes sørme et billede af de betjente, der foretager anholdelsen. Og jo, der findes et regelsæt, som betyder, at man i sådanne aktioner véd, hvilke betjente, der foretager sig hvad. Og jo, i Politiforbundet ved man godt, hvem de omtalte betjente er.

At det alligevel ikke er lykkedes for statsadvokaten at finde frem til de pågældende betjente, virker ganske enkelt for utroligt til at være sandt.

Derfor må man også hilse det velkommen, at sagen nu bliver genåbnet. Det handler om hurtigt at genskabe tilliden til, at systemet fungerer som det skal – på retssamfundets præmisser.

LÆS OGSÅSagen om omstridt anholdelse genåbnes