Ikke mange tanker er mere uhyggelige end et atombevæbnet Iran under ledelse af præstestyret.

Men én er: tanken om et israelsk angreb på Iran. Et sådant angreb vil ikke kun sikre national samling bag det dybt upopulære iranske regime. Det vil også befæste og fremskynde Irans bestræbelser for at skaffe sig de ultimative våben.

Hertil kommer en lang række andre ulykker, som et israelsk angreb vil nedkalde over regionen, verden – og Israel selv.

LÆS OGSÅIsrael melder om betydelige iranske atomfremskridt

Syriens vaklende præsident, Assad, kunne ikke forestille sig et bedre rygstød, det militante Hizbollah ikke nogen bedre anledning til at gå i aktion og Hamas ikke nogen bedre sag til at mobilisere på Vestbredden og i Gaza. Selv de dybt Iran-skeptiske arabiske Golfstater vil være nødt til at stille sig solidarisk med arvefjenden i Teheran og optrappe retorikken mod Israel.

Alligevel flyder israelske medier i optakten til det amerikanske præsidentvalg over med krigsrummel og rygter om et nært forestående angreb.

Rationalet, hviskes det, skal være, at det op til præsidentvalget vil være umuligt for Obama ikke at stille sig bag Israel – selv hvis Israel tager sagen i egen hånd. Mens en stribe højt respekterede israelske sikkerhedseksperter offentligt advarer om, at et israelsk angreb vi være en katastrofal fejltagelse, synes premierminister Netanyahu at se sin fordel i at nære rygterne om, at et angreb kan være nært forestående.

Vi kan ikke vide, præcis hvilke overvejelser der pågår blandt de centrale beslutningstagere i Israel. Men der er altid en fare for, at en oppisket krigsrummel får sin egen dynamik, så det pludselig bliver svært eller umuligt for de ansvarlige politikere ikke at gøre noget.

Der er ikke meget, som tyder på, at det iranske atomprogram kan standses med israelske våben.

LÆS DEBATAngreb på Irans atomanlæg nærmer sig

Det er mere sandsynligt, at omverdenens målrettede og stadig hårdere sanktioner vil virke. De er samtidig med til at undergrave regimets troværdighed i forhold til den hårdtprøvede iranske befolkning.

Det er diplomati og besindighed, der giver håb om en løsning, ikke krigshysteri og angrebsrygter.

Situationen er farlig nok allerede. Der er ingen grund til at gøre den værre.