At være Egyptens første folkevalgte præsident er en stor ære, men ikke nogen loppetjans.

Præsidenten skal ikke alene tage ansvar for den største arabiske nation med 85 millioner indbyggere, men også lægge arm – ikke ligge i arm – med det magtfulde og privilegerede egyptiske militær.

LÆS OGSÅEgyptens præsident skiller sig af med minister og ændrer forfatningen

Han skal indfri forventninger om voksende velfærd, om faldende korruption, galopperende demokratisering og noget så ukendt i Egypten som en retskaffen ordensmagt.

Og når den ny præsident, Mohamed Morsi, også hører til Det Muslimske Broderskab, skal han oven i købet forsøge at afbalancere en skeptisk holdning til Israel med Egyptens indgåelse af en fredsaftale med dette land. Han skal søge at justere Broderskabets ambition om uafhængighed i forhold til Egyptens reelle afhængighed af USA.

Og han vil være nødt til at tilpasse sin personlige sympati for arabiske demokratikrav til den kendsgerning, at hans stat, hans militær og hans sikkerhedstjenester altid har dyrket alliancer med arabiske diktaturer.

Morsi har langt at gå. Hans apparat fungerer stadig efter retningslinjer, som hans forgængere har skabt.

Men Morsi har truffet beslutninger, der giver håb om, at han vitterlig har en revolution i gang.

Han har udskiftet militærets øverste ledere, og selv om det ikke har taget militærets privilegier fra officererne, har det demonstreret hans vilje til at tage en præsidents ansvar.

LÆS OGSÅEgypten sender angrebshelikoptere til Sinai efter politidrab

Han har stået ved fredsaftalen og undladt at følge populistiske konfrontationsønsker, som Egypten ikke har råd til.

Han har søgt et samarbejde med USA frem for at indfri forventninger i begge lande om nytteløse modsætninger.

Og han rejste i denne uge ganske modigt til Iran for at tale sine værter ret imod på de alliancefri landes topmøde. Hvis de havde håbet på et forsvar for deres blodbesudlede ven, den syriske diktator, fik de i stedet en rank egyptisk opfordring til solidaritet med frihedssøgende syrere i deres oprør mod diktaturet.

Om Morsi selv kan gennemføre sin demokratiske revolution, vil især hans opgør med militæret vise. Men han er begyndt.