I sidste uge mødtes statsministeren, den færøske lagmand og selvstyreformanden i Sydgrønland til det årlige rigsmøde.

For første gang blev mødet ikke blot en hyggelig familiesammenkomst og højeste appelinstans for store og især små sager fra årets aldrig helt gnidningsfri samarbejde mellem de tre rigedele. Nej, kunne de tre ledere berette efter deres møde i en lille hytte i fåreholderbygden Igaliku, denne gang havde samtalen stået i globaliseringens tegn.

LÆS OGSÅ Jeg ser tre selvstændige lande

Derfor havde de især diskuteret rigets forhold til den omverden, der for hver dag interesserer sig mere for det nordatlantiske område, symbolsk illustreret ved, at udstillingen om grønlandsk arkitektur ved biennalen i Venedig åbnede samme dag.

De nye vilkår slår igennem i tre dimensioner – mindst. I spørgsmålet om grænsedragningen ved Nordpolen og muligheden for at åbne sejlruterne nordøst om til Asien. I spørgsmålet om de levende ressourcer og skibstrafikken i området. Og i spørgsmålet om udnyttelsen af olie, gas og mineraler.

Alle tre dimensioner vedrører rigsfællesskabets dybeste strategiske interesser, og alle tre har vidtrækkende økonomisk og social betydning for alle dele af riget. Derfor er det på høje tid, at denne udvikling også sætter dagsordenen inden for rigsfællesskabet.

Her er meget allerede lagt i faste rammer med de gældende ordninger, som alle tre rigsdele grundlæggende er glade for. Udfordringerne handler om den nye udvikling og om, hvordan vi sikrer, at det fælles ikke løbes over ende, når store aktører udefra gør sig stærkere gældende i Arktis.

Rigsmødets svar var at styrke samarbejdet omkring netop det udenrigspolitiske og det udenrigsøkonomiske. Lederne gjorde det klart, at de tre rigsdele ikke altid har sammenfaldende interesser. Men samtidig, at vi står stærkest, hvis vi gør os umage for at finde indbyrdes løsninger og stå samlet.

LÆS OGSÅ Præsident Monroe og det grønlandske kort

Det er godt at styrke det fælles. Tilbage står, om det også kan lykkes at skabe et stærkere samarbejde omkring de store udvindingsprojekter, der er på tegnebrættet især i Grønland.

Her bliver det helt afgørende at binde udvindingen af råstoffer til den lokale økonomiske og sociale udvikling. Men ingen siger, at det lokale kun skal forstås helt lokalt.

Det fulde perspektiv for rigsfællesskabet bliver først udfoldet, når vi begynder at se de muligheder, der ligger i at opfatte også disse perspektiver som noget, vi kan få fælles gavn af, og som kan være med til at knytte os nærmere til hinanden.