Villy Søvndal fik gennemført sit projekt for SF, og man tror ham gerne, når han forsikrer, at han længe har pønset på at gå som formand.

I mange år har hans projekt været, at SF skulle overskride den afgørende grænse fra at være et parti i permanent opposition til at blive et af de regeringsbærende partier i Danmark.

Målt med de alen har Søvndal været en succes. Han overtog et parti, der havde tilslutning fra omkring seks procent af vælgerne, og efterlader det med nogenlunde samme tal i meningsmålingerne.

Men hen over op- og nedture i mellemtiden er det lykkedes ham at gøre SF til del af en regering, der trods alt har overlevet sit første år. Det er ikke nogen ubetydelig bedrift. Heller ikke selv om krisen i hans parti er dybere, end de i sig selv katastrofale meningsmålinger antyder.

Det er nemlig ikke partiets ledelse eller Søvndals regeringsprojekt i sig selv, den er gal med.

Når Søvndal risikerer at gå over i historien som SF’s næstsidste formand, er det, fordi hans parti på vejen har truffet en række fravalg, som sammen gør det svært at få øje på, hvad der er partiets fremtidige rolle i dansk politik.

Blandt de store politiske dagsordner, som SF ikke har fået sat sig på, kan nævnes det grønne, det globale, Europa, retspolitikken, indvandrerpolitikken og boligpolitikken. Ikke nogen helt ligegyldig liste, hvis man ser, hvad der bar for eksempel Søvndals store politiske forbillede, Joschka Fischer, i hans stormagtsdage.

Jo men, vil Villy være den første til at indvende, alle disse felter er da i høj grad en del af hans SF. Uden tvivl. Men på ingen af dem er SF den indlysende politiske hovedkraft i Danmark. Og for dem alle gælder, at SF kunne have været det.

I stedet har Villy og hans håndgangne mænd og kvinder i næste generation satset benhårdt på det, Søvndal også selv har defineret som det afgørende kriterium for succes: ansvaret. Det er al ære værd.

Men for en ny formand bliver det helt afgørende at vise, hvad SF vil bruge ansvaret til. Det er en bunden opgave. Søvndals fejl var ikke, at han førte SF frem til medansvar og indflydelse. Den var, at han undervejs glemte, hvad SF ville bruge magten til.

Det er det, SF’s ny formand skal finde et svar på. Hvis hun kan.