For ikke så frygtelig mange år siden var det noget nær en national begivenhed, når Dansk Metal holdt kongres, og den til enhver tid siddende udgave af ’den stærke smed’ – Metals forbundsformand – var en markant stemme i den offentlige debat.

Når forbundet i disse dage er samlet til kongres til Aalborg for bl.a. at vælge ny formand, går det stort set ubemærket hen, og den snart tidligere formand, Thorkild E. Jensen, har aldrig været i fare for at blive genkendt på gaden.

Metal har traditionelt været en af fagbevægelsens mest pragmatiske og resultatsøgende dele, og det var overraskende, at netop dette forbund slog de vigtige trepartsforhandlinger i stykker – et historisk selvmål.

LÆS OGSÅMetal-formand: Jeg er ked af det

Metals ledelse frygtede medlemmernes reaktion på, at fagbevægelsen gik ind og tog et medansvar for de svære løsninger på samfundets problemer i den politiske arena. De svage smede mistede modet.

Fagbevægelsen er i fare for at reducere sig selv til enten populistiske jammerkommoder i båndsløjfe på TV 2 News eller ligegyldige kontorfunktionærer, der diskuterer med sig selv om sig selv.

Danmark har brug for en stærk fagbevægelse, der engagerer sig i samfundsdebatten, og faglige ledere, der tør gå forrest og tage ansvar, når det er svært.

Ellers mister bevægelsen sit fodfæste.

Sommerens virak om blokaden af restaurant Vejlegården viser, at kollektive overenskomster og strejkeret, som den danske model i sidste ende er baseret på, af mange opleves som støvede og forældede instrumenter.

Og Venstre, der jo før eller siden kommer i regering igen, har det nu som erklæret politik at ville svække strejke- og blokaderetten og stække fagbevægelsen.

Det er fristende for fagbevægelsen blot at give dårlig oplysning, borgerlig propaganda og sædernes almindelige forfald skylden for nedturen. Men fagbevægelsen står selv tilbage med en stor del af ansvaret.

Medlemstallet rasler ned uden tilstrækkelig reaktion fra lokale faglige ledere, og i stedet for reelle reformer, der kan slanke de tunge strukturer, tyr fagbevægelsens top til fusion efter fusion mellem forbundene, der højst kan udsætte fagbevægelsens krise.

Nu må det være slut med svage fagbosser, der hverken internt eller på den politiske scene tør træde i karakter som de pragmatiske reformatorer og politisk modige lederskikkelser, som fagbevægelsen har så hårdt brug for.