I dag fremlægger EU-kommissionen sit længe ventede forslag til en bankunion.

Hovedsigtet med forslaget vil være at lægge eurolandenes såkaldte systemiske banker ind under et fælles regelsæt og en fælles garantiordning.

De systemiske banker er dem, der har afgørende betydning for kreditsystemet i de enkelte lande. De er typisk så store, at de opererer på tværs af grænserne; derfor har de også vidtrækkende betydning for den europæiske økonomi. I Danmark er Danske Bank og Nordea eksempler på sådanne systemiske banker.

LÆS OGSÅ Hektisk efterår forude i EU: Nu kommer bankunionen

Det giver rigtig god mening at skabe en fælles ramme for denne bankvirksomhed. Det vil styrke de enkelte bankers virksomhed og kreditværdighed, når de har fået det europæiske kvalitetsstempel og dermed også er underlagt en stærk garantiordning.

Prisen bliver et underliggende sæt af regler og betingelser, som for den enkelte bank - og det enkelte hjemland - måske vil føles snærende, men som er forudsætningen for, at den gensidige garanti styrker ansvarlig bankdrift og ikke giver uansvarlige fribyttere fornyede muligheder.

Det er et godt gæt, at forslaget til, præcis hvordan bankunionen skal udformes, bliver teknisk kompliceret, og at forhandlingerne frem mod en konkret vedtagelse bliver lang og trang.

Meget vil stå på spil, og stærke kræfter vil søge at påvirke forslaget i forskellige retninger.

Hvad skal forholdet være mellem de nationale banktilsyn og den europæiske overbygning? Hvem har kompetencen til at skride ind, hvis en bank ikke overholder reglerne? Hvor vidtrækkende er garantien, og hvem skal betale, hvis det går galt? For nu bare at nævne enkelte af de spørgsmål, der melder sig.

LÆS OGSÅ EU’s hemmelige regering

For Danmark vil det være klogt at indtage en afventende position. Der er ingen, der forlanger, at vi på forhånd skal tage stilling til, om danske banker skal med under eurolandenes ordning. Eller om denne i givet fald vil komme i karambolage med euroforbeholdet.

Der er heller ingen grund til at slutte sig til de lande, der principielt afviser bankunionen. Det dummeste, Danmark kan gøre, er at melde sig ud af forhandlingerne, allerede inden de er begyndt.

Vi står os bedre ved at byde forslaget velkomment og engagere Danmark i drøftelserne med et åbent sind. Det er først, når vi ved, hvordan unionen kommer til at se ud, at Danmark skal gøre sin stilling klar.