Lånet er gået igennem.

Afgørelsen i går ved den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe, hvor den europæiske redningsfond endelig fik grønt lys, minder om et gigantisk banklån, som skal helt op og godkendes af selve bestyrelsen.

Europa kan ånde lettet op. Selv om dommerne var skeptiske, kan Den Europæiske Centralbank nu etablere en permanent krisefond – forkortet ESM – til at understøtte de skrøbeligste økonomier i eurozonen.

LÆS MERETyske dommere blåstempler redningspakke for euroen

Det kan lyde teknisk, men bundlinjen er, at eurozonen næppe ville kunne stabiliseres, endsige reddes, hvis Tyskland som EU’s største kreditor ikke kunne være med, og redningsfonden ville være kollapset.

Afgørelsen er et gennembrud for en større politisk solidaritet i Europa. Og kombineret med EU-kommissionens formand, José Manuel Barrosos, samtidige lancering af forslaget om at etablere et nyt tværeuropæisk banktilsyn – på vej mod en egentlig bankunion – tog EU-samarbejdet i går et historisk skridt fremad; mod en stadig tættere union, som stadig flere vender ryggen.

Paradoksalt nok intensiveres integrationen i Europa i perioder med dyb krise og folkelig modvilje.

Gårsdagens valg i Holland – som traditionelt har været et af de mest integrationsivrige lande – viste, at EU-skepsis er ved at fænge bredt an som den toneangivende proteststrømning, på samme måde som udlændingedebatten var det tilbage i 00’erne.

Opbakningen til et udvidet politisk samarbejde på tværs af grænserne synes ikke at være til stede.

Tilliden til fælles løsninger virker omvendt proportional med graden af økonomisk skæbnefællesskab.

Europas lande er blevet knyttet endnu tættere sammen på grund af krisen. Og beslutningstagerne i både Bruxelles og de 27 medlemslande er derfor trådt et eller flere skridt foran vælgerne – i forventet efterbevilling af demokratisk legitimitet.

Trods afgørelsen i Karlsruhe kan den stigende skepsis hurtigt blokere for samarbejde. Politikere og embedsmænd må snart til at vise i praksis, at de nye lånemuligheder og strammere kontrol med finanssektoren kan udnyttes til at skabe mærkbar vækst i realøkonomien; til at stimulere jobskabelsen i Europa. Ingen lande kan klare sig alene.

LÆS OGSÅTysk EU-afgørelse sender dansk boligrente op

Vores gamle kontinent risikerer at blive splittet mellem kreditor- og debitorlande, mellem katolske og protestantiske lande, mellem syd og nord, hvis EU-systemet og medlemslandene i forening ikke snart formår at sætte gang i væksten over hele Europa.

Vælgernes tålmodighed kan ikke strækkes længere: Nu handler det om job, job og job.