Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne«, sagde en kampklar Helle Thorning-Schmidt til sine partifæller ved Socialdemokraternes kongres i weekenden.

En statsminister i en ny, mere afdæmpet og alvorlig stil, der klædte hende: Regeringens reformer er måske nok besværlige, men de ligger i direkte forlængelse af 90’ernes succesfulde socialdemokratiske strategi.

Det eneste problem er, at der stadig er et stykke vej fra Thornings skarptslebne retorik til regeringens politiske praksis. Når Thorning siger, at Socialdemokraternes ledestjerne for alle politiske forhandlinger er at skabe arbejdspladser, er det i bedste fald en tilsnigelse.

Reelt har regeringens reformer primært handlet om at skabe arbejdsudbud. Men hvis statsministerens tale signalerer en kursændring, er den mere end velkommen.

For nøglen til 1990’ernes SR-succeshistorie var at skabe arbejdsudbud og -pladser i tandem.

De store arbejdsmarkedsreformer var ledsaget af en ekspansiv finanspolitik med investeringer i job og uddannelse og kreative reformer fra hjemmeservice til orlovsordninger, der sikrede beskæftigelse for udsatte grupper.

Det er både klogt og rigtigt, at statsministeren insisterer på en reformkurs og forsvarer et regeringsgrundlags nødvendige kompromiser. Men det må kombineres med et stærkere fokus på de ledige.

Det er en udsigtsløs lappeløsning blot at forlænge dagpengeperioden, som nogle i det socialdemokratiske bagland nu kræver.

Omvendt er der i den nuværende situation god ræson i at bløde op på den meget kontante stramning af optjeningen af retten til dagpenge, som Poul Nyrup Rasmussen på kongressen foreslog til stående klapsalver fra alle andre end partiets ledelse.

Når Folketinget åbner til oktober, må kongressens ord om en stærkere indsats mod arbejdsløsheden og en total renovering af beskæftigelsessystemet omsættes til konkret handling.

Hvis ikke, risikerer Thorning-Schmidt ikke alene at måtte stille stiletterne. Så risikerer hendes regering at stille træskoene.