Det er en lang rejse, SF har tilbagelagt.

I perioder har partiet været parlamentarisk grundlag for socialdemokratisk ledede regeringer, og i enkelte situationer har det sat afgørende præg på den politiske dagsorden.

Det skete i 1967, da det røde kabinet indførte kildeskat og moms som velfærdssamfundets finansieringskilder.

Det skete igen i 1992, da SF spillede sig til en nøglerolle ved formuleringen af de fire danske EU-forbehold. Og det skete senest op til folketingsvalget i 2011, da SF for første gang var med til at formulere grundlaget for en kommende regering med klar udsigt til den regeringsdeltagelse, der nu er en realitet.

Rejsens sidste etape har gjort ondt på partiet. Det er ikke mærkeligt. Der er afgørende forskel på at være et bredt favnende græsrodsparti, der rummer et væld af stærke viljer og engagerede idealister, til som regeringsparti at stå på mål for en centrum-venstre-regerings samlede politik i en økonomisk krisetid.

Ansvarets åg tynger og gnaver, og når det smerter mest, er fristelsen stor til at glemme, at målet for den politiske bestræbelse er netop det: ansvarets åg.

For med ansvaret følger indflydelsen. Og uden den er vejen videre frem nok lettere, men også udsigtsløs, hvis målet er politisk indflydelse.

Alt det står SF’s medlemmer pinagtigt klart, når de i dag begynder at stemme til det formandsvalg, der kommer til at afgøre partiets skæbne. Begge kandidater ønsker at holde partiet i regeringen. Men det bliver ikke let, og hvem af de to har den bedste chance for, at det lykkes?

Hvem vil betale den højeste pris – og hvem kan? Hvem kan trække den røde linje, og hvem kan bedst afgøre, hvornår nok er nok?

Hvem kan bygge den stærkeste bro over det vældige spænd mellem regeringskontorerne og græsrødderne? Det er medlemmernes vurdering af de spørgsmål, som vil afgøre udfaldet af valget.

LÆS OGSÅ»S og R vænner sig til tanken om en regering uden SF«

I forhold til regeringskoalitionen har SF til syvende og sidst ikke meget at true med. Går partiet, kan en SR-regering overleve, så længe SF – og Enhedslisten – ikke beslutter direkte at fælde den.

Derfor er det ikke regeringens overlevelse, der står på spil. Det gør til gengæld SF’s.

Det tog 53 år at komme hertil. Hvis SF’s nye forkvinde ender med at føre sit parti tilbage til den mere bekvemme rolle uden regeringsansvar, kan det komme til at vare 53 år, før chancen kommer igen.

Hvis vælgerne holder ved så længe.