Misbrug, overgreb og krænkelser mod børn er næppe eskaleret i de senere år.

Snarere tværtimod. Når indtrykket af en dyb forsumpning alligevel har spredt sig over det ganske land, skyldes det, at kommunerne - heldigvis - er begyndt at modtage flere underretninger om omsorgssvigt.

Et mørkt tabu er blevet brudt. I de senere år har mediebilledet således ofte været præget af rystende historier om børn, der mishandles seksuelt og går for lud og koldt vand.

Opmærksomheden synes at virke præventivt: Naboer, lærere og bekendte er pludselig begyndt at føle sig mere ansvarlige for at underrette myndighederne i tilfælde af mistanker om systematisk vanrøgt.

LÆS OGSÅFlere slår alarm om svigt af børn

Som Politiken Research har kortlagt, er der i løbet af de seneste to år sket en stigning på 40 procent i indberetningerne - i enkelte udkantskommuner op til en tredobling.

Langt om længe er de fleste kommuner også begyndt at reagere.

Fortjenesten for at bryde tabuet omkring børnemishandling kan i en tid med sager fra Brønderslev til Tønder i høj grad tilskrives en enkelt kvinde: Den netop aftrådte formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, har med sin egen skæbne som skræmmebillede sat de udsatte børn på dagsordenen - med en personlig gennemslagskraft, som har ændret samfundsdebatten varigt.

Blikket ned i samfundets absolutte bund har åbnet manges øjne for nogle af velfærdssamfundets værste skyggesider. Med svigt på svigt. Og man kan kun håbe, at den øgede opmærksomhed i sig selv gør det sværere for kommunerne at lukke øjnene og fortsat skubbe de såkaldte nomadefamilier rundt imellem sig.

Afdækningen af den menneskelige råddenskab i enkelte nedbrudte børnefamilier har også bevæget politikerne på Christiansborg. Som en tiltrængt reaktion på kommunernes årelange ansvarsforflygtigelse, hvor kassetænkningen har vejet tungere end børnenes tarv, har socialminister Karen Hækkerup (S) for nylig lanceret en 'overgrebspakke'.

Initiativet rummer mange fornuftige tiltag, som f.eks. en central underretningsfunktion med specialmedarbejdere, der skal vurdere alle henvendelser inden for et døgn.

LÆS OGSÅKommunen frikender sig selv i sag om garagebarn

Det afgørende spørgsmål bliver dog, om kommunerne også i praksis evner at redde flere børn. Det er ekstremt omkostningstungt at hjælpe og anbringe mishandlede børn, og derfor kan man frygte, at spareplaner igen igen rammer de svageste først.

Hvis presset fra medier, landspolitikere og organisationsfolk mindskes, er der overhængende risiko for, at kommunerne falder tilbage i en tilstand af benægtelse. Tilliden til kommunerne er minimal.

Hidtil er det kun lykkedes at retsforfølge forældre bag overgrebene, mens de mange kommuner, der har svigtet deres ansvar, er sluppet fri.

Derfor er der grund til at holde nøje øje med kommunerne. Forhåbentlig vil den nye formand for Børnerådet, tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen, være en lovens lange arm helt ud i de fjerneste afkroge - og ind på rådhusene.

Udsatte børn må aldrig lades i stikken igen.