I går gav Helle Thorning-Schmidt sit bud på, hvad der er socialdemokratisk politik i 2012.

Ikke i 1992. Og ikke i 2020. Men nu og her. Hun talte om fællesskabet og om ansvaret, om arbejdspladser og skattelettelser, om udsatte børn og om unge forbrydere, og til sidst talte hun rigtig længe om den folkeskole, også denne regering ser som den vitale bro til de vælgere, der svigter den.

Inden for den traditionsrige koreografi, som giver statsministerens åbningstale sin særlige aura, var talen tænkt som et svar til alle dem, der som medicin mod vælgerflugten foreslår, at regeringen jo kunne forsøge sig med socialdemokratisk politik.

DEBAT Thornings kikkertsigte er rigtigt indstillet

Selv om det kom med mange ord, der lød som noget, vi har hørt før, var svaret skarpt og næsten trodsigt: Det, regeringen fører, er socialdemokratisk politik. Og det bliver ikke anderledes.

Når statsministeren fremhæver, at regeringen modsat den forrige har fået styr på de offentlige udgifter, ved hun godt, at rigtig mange af hendes vælgere opfatter den tilhørende budgetdisciplin som et tilbageskridt og som udtryk for, at regeringens politik er blå. Så blå, at det kan være det samme, om VKO kommer tilbage.

Men hendes pointe er den modsatte. De blå satte økonomien og dermed grundlaget for velfærden over styr. Nu bliver der ryddet op, og når det føles stramt, er det ikke mindst, fordi VKO ikke var ansvarlig, mens tid var.

Regeringens ledelse er nok ikke så naiv, at den tror, at vælgerne kommer til at elske den politik eller genkende den som rød.

Men den tror på, at resultaterne vil nå at vise sig inden næste valg, så indtrykket på stemmedagen ikke kun er det første års fjumreri, men en økonomi, der i lavt gear trækker Danmark ud af krisen med øget beskæftigelse og faldende underskud.

I mellemtiden fokuserer Helle Thorning-Schmidt på det, der begynder at ligne et samlet bud på en ny værdipolitik. En bevidst – og herligt klart formuleret – inklusion af alle de indvandrere og danske med anden etnisk baggrund, der engagerer sig levende i det danske samfund.

Og en offensiv for at forbedre den folkeskole, der mere end noget andet medvirker til det danske samfunds sammenhængskraft og fremtidige udviklingsmulighed.

Åbningstalen viste en regering, der er indstillet på at kæmpe for sin politik og for at genvinde sin troværdighed. Så mangler kun vælgerne. Skal de vindes tilbage, skal regeringen skabe de resultater, den selv har lovet.