Annette Vilhelmsen har bestået første prøve som SF’s nye partiformand.

Hun har etableret diplomatiske forbindelser til de to øvrige regeringspartier, og hun har sat et fint afbalanceret hold, hvor alle har fået, og ingen hverken for lidt eller for meget.

LÆS OGSÅNy SF-formand giver comeback til fortiden

Holger K. er godt castet til rollen som Sancho Panza, der står over for en vanskelig opgave med at støtte og retlede ridderen i kampen mod højredrejningens klaprende møllevinger, samtidig med at regeringsmagtens attråede, men svigefulde Dulcinea kurtiseres.

Men for SF’s nye ridder og hendes erfarne følgesvend bliver de politiske hvedebrødsdage korte. Forude truer et finanslovsforlig, som under alle omstændigheder bliver en mægtig fjende.

Enten vil regeringen læne sig så langt mod de borgerlige, at SF igen skal tage Enhedslistens verbale tæsk for at være mere blå end de blå. Eller også skal den forsøge at nå til en forståelse med Enhedslisten.

Det sidste lyder umiddelbart tillokkende for SF. Men det er ikke nok, at SF får trukket regeringen 1 my til venstre. Det vil for Enhedslisten være afgørende, at æren for den dåd tilfalder dem, ikke SF.

Vilhelmsen befinder sig derfor i det klassiske dilemma: Jo mere hun selv trækker mod venstre, des mere vil Enhedslisten forlange. Og jo mere hun er knibsk og indstillet på det brede forlig med Venstre, des mindre skal der til for at gøre Enhedslisten glad.

Er hun klog, gør hun det sidste. Men det vil for hendes bagland og vælgere se ud, som om deres nye ridder på forhånd har opgivet kampen for den gode sag.

LÆS OGSÅ SF-bagland: Ny formand skal se rødt i finansloven

Lader hun sig omvendt friste til at gå planken ud som regeringens interne opposition, kan vejen ud af ministerkontorerne blive lige så kort som vejen ind.

Håbet ligger i rollen som Don Quixote, der som bekendt heller ikke vandt store sejre på slagmarken. Hans kamp gjaldt højere værdier, og når han er gået over i historien som en ridder af episk format, er det så vist ikke i kraft af hans sejre.

Selv om Vilhelmsen & Nielsen nok skal finde en anden fjende at bekæmpe end netop vindmøller, er der et eksempel til efterfølgelse.

Vælgerne skal kunne se, at SF har taget kampen op. Ikke mod regeringen endsige regeringsgrundlaget, men for de idealer, enhver SF’er forbinder med sit parti.

Kampen er et mål i sig selv. Det gælder om at sænke lansen og give krikken sporen frem i den store dyst for en bedre verden – stadig uden på noget tidspunkt at tabe magtens Dulcinea af syne.