For et par dage siden stod en tidligere efterretningsofficer frem med en video, der tilsyneladende er optaget af en dansk soldat i forbindelse med en fælles mission i 2004, hvor irakiske sikkerhedsstyrker foretager arrestationer af mistænkte.

At dømme efter det klip, der er lagt offentligt frem, slår og sparker irakerne de anholdte, uden at de danske styrker griber ind. Flere af de berørte hævder, at de blev mishandlet, og har rejst erstatningssag mod Danmark.

LÆS OGSÅJournaler afslører tortur mod irakere fra dansk-britisk mission

Hvis klippet viser, hvad det giver sig ud for, afslører det mindst tre kritisable forhold. For det første, at de danske styrker ikke greb ind. For det andet, at forsvaret siden løj om, hvad de danske styrker så. Og for det tredje, at forsvaret løj, da det indtil weekenden kategorisk benægtede, at der overhovedet blev filmet under operationen.

Man kan diskutere, hvad der er værst. Men der er ingen tvivl om, at forsvarets frejdige benægtelse af fakta er mest skadeligt for den tillid, vi må kunne have til, at en offentlig myndighed ikke bevidst lyver om faktuelle forhold - uanset hvor ubekvem sandheden måtte være.

Som det ofte er tilfældet, kan det værste i sagen vise sig ikke at være de fejl, der måtte være begået, men forsøget på at dække over dem.

Forsvarschefen har straks lovet, at han vil undersøge sagen til bunds og komme med en redegørelse. Mindre kan heller ikke gøre det.

Den hurtige reaktion uden forsøg på bortforklaringer giver håb om, at forsvarets nye chef forstår, at et moderne forsvar, der er engageret i krig, må have styrken til også at erkende de fejl, der bliver begået, og til at lægge de vanskeligheder, der opstår i samarbejdet med styrker i fremmede lande, åbent frem.

Sagen viser endnu en gang hulheden i den forestilling om den rene krig, der blev skabt med VKO-flertallets doktrin om, at Danmark helst skal helt frem i krigens forreste linje for at høste ære til fædrelandet.

LÆS OGSÅUdskældt oberst tager mundkurv på i omstridt fangesag

Der er grund til, at politikerne nu gør op med den krudt og kugler-doktrin, der har domineret dansk udenrigspolitik i 00'erne, hvor vores indsats blev målt i panserets tykkelse og antal kastede bomber.

I sidste ende er det politikerne og ikke forsvaret, der har foregøglet, at danske styrker kan deltage i de skarpeste missioner uden at komme i situationer, hvor der sker ting, der ikke bør ske.

Så meget desto vigtigere er det, at forsvaret er hudløst ærligt om de faktiske forhold. Også når de viser krigens grimme ansigt.