I de seneste dage har Politiken afdækket elendige arbejdsforhold og fifleri med lønninger hos det velrenommerede entreprenørfirma Pihl & Søns polske underentreprenører.

Overraskende? I hvert fald ikke i Polen. Da avisen Gazeta Wyborcza beskrev sagen fra Danmark, trak mange læsere på skuldrene. Sådan er det jo. Det er velkendt og udbredt praksis.

Men Pihl & Søn har løftet den kendte og kyniske udnyttelse til nye højder, og direktøren udstiller sig selv, når han nu vasker hænder: Han vidste ingenting og har skam intet ansvar for, hvad der foregår hos underentreprenøren.

De offentlige bygherrer med pressede budgetter, der har lagt byggeplads til den underbetalte arbejdskraft, kan ligeledes med selvgod samvittighed sende aben videre: Vi vidste ingenting, så vi kunne ikke have ondt af noget. Vi troede, at entreprenøren havde styr på det.

LÆS OGSÅPihl & Søns synderegister: Arbejdsulykker og bøder

Realiteten er, at store dele af byggebranchen sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder den kendte underbetaling.

Er det mon overraskende for fagbevægelsen? Næh, ikke synderlig. Sager om underbetaling og lidt for smarte entreprenører har været hverdag i årevis – 3F’s fagblad har i de senere år dokumenteret en lind strøm af fusk, arbejdsmiljøskandaler og overenskomstbrud.

Og byggebranchen er langtfra alene. F.eks. presses danske lastbilchauffører nu i stor stil væk fra rattet af østeuropæiske kolleger, der kører for lave lønninger. Men LO har svært ved at stille meget op og vil af princip ikke bede om hjælp hos Folketinget.

Er snyderiet så overraskende for alle os andre? Næ, kun hvis man er i stand til at ignorere de mange polske kassevogne, der holder parkeret i danske boligkvarterer, mens passagererne udfører håndværksopgaver i murermestervillaerne.

Eller hvis man kan bilde sig selv ind, at det lovlig billige tilbud på facaderenoveringen nok kan fås med overenskomstmæssig dansk løn. »Det er, hvad der sker, når den ene part ønsker at betale mindst muligt«, konstaterede en læser i den polske avis.

Og vi vil jo selv gerne betale mindst muligt for at renovere køkken og mindst muligt i skat til renovering af den lokale skole.

I virkeligheden er der tale om kollektivt hykleri, hvor alle tænker, at andre nok har styr på det, og at det ikke er vores problem.

Pihl & Søns ansvarsforflygtigelse er dybt problematisk. Men vores alle sammens hykleri er bestemt heller ikke for kønt.