DET ER sigende for den politiske situation i Tjekkiet, at de to kamre i landets parlament må ud i en anden runde for at finde afløseren for landets afgående præsident, Vaclav Havel. I første omgang lykkedes det ikke at blive enige om en afløser, og derfor må parlamentarikerne gøre et nyt forsøg på fredag.

Lykkes det heller ikke da - og det kan ikke udelukkes - kan tjekkerne komme til at stå helt uden præsident, når Havel går af 2. februar. Det vil være en absurd situation, som må få de tjekkiske politikere til at overveje, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt at indføre direkte præsidentvalg. På den anden side er det svært at fortænke dem i, at de har svært ved at finde den nuværende præsidents afløser.

Vaclav Havel er nemlig mere end blot præsident. Han er selve symbolet på et opgør med en kommunistisk fortid, hvor han stædigt insisterede på retten til demokrati og ytringsfrihed, selv om regimet svarede igen ved at forfølge ham og smide ham i fængsel gang på gang. Havel fortsatte med at kæmpe, hvor mange andre fortsatte med at svigte, både i Vesten og den tidligere østblok. Først da historien havde talt, og de onde regimer mod øst var afviklet, blev systemkritikere som Havel for alvor anerkendt og fik tildelt priser som den danske Sonningpris i 1991.

Vaclav Havel er samtidig den sidste af de anti-kommunistiske ledere fra 1989, der sidder i sit præsidentembede - så længe det altså varer. Men hans resultater er mærkbare: Tjekkiet er forvandlet til ukendelighed i forhold til den kommunistiske fortid, og landet fremstår i dag som en demokratisk markedsøkonomi, der nok har overgangsproblemer i vejen væk fra kommunisttiden, men som samtidig har fuld fart mod fuldt medlemskab af EU. Forskellen til den tidligere 'partner', Slovakiet, siger en hel del: Mens Tjekkiet havde Havel, måtte slovakkerne gennem en tid med en størrelse som Vladimir Meciar.

INGEN I tjekkisk politik har i dag Vaclav Havels format og vil heller aldrig få det. Han er en historisk sjældenhed og bør huskes som sådan.

Problemet er, at det bliver så umanerlig svært at finde en afløser, hvilket den aktuelle situation bekræfter. To af favoritterne er den kristelige demokrat Petr Pithart, som har stået Havel nær, og den kantede og konservative Vaclav Klaus.

Hvad det tjekkiske parlament end måtte beslutte sig for, bliver det aldrig det samme. En æra er slut, og Tjekkiet må til at vænne sig til politikere af mere vanlig standard end den store digter, idealist og politiker Vaclav Havel.