SELVFØLGELIG: En masse kan endnu gå galt i Mellemøsten. Det kender vi. Men onsdagens topmøde i Jordan mellem USA's præsident og Israels og palæstinensernes regeringsledere giver et historisk håb om afslutning på konflikten om det såkaldt hellige land. Hvem havde for få måneder siden troet, at Sharon i ramme alvor ville love at arbejde for oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza? Hvem havde troet, at den ny palæstinensiske regeringsleder ville have styrke til at love at forsøge at afslutte volden mod civile israelere? Og hvem ville have troet, at lige præcis Bush ville sætte sit navn ind på, at »verden« behøver en palæstinensisk stat for palæstinensernes og for fredens skyld? Det er ikke gratis. To mellemøstlige ledere, Egyptens Anwar Sadat og Israels Yitzhak Rabin, er tidligere blevet myrdet for deres vilje til at bryde tabuer og leve i fred med deres tidligere fjender. Og flere tidligere amerikanske præsidenter har politisk knækket nakken på mellemøstlige engagementer. Bush, Sharon og Abu Mazen fortjener det internationale samfunds respekt, hvis de holder fast. Der er kun ét alternativ til fred, og det er mere vold og ny krig. HVIS FN, RUSLAND og EU mener noget med deres medejerskab til 'køreplanen for fred', og arabiske lande mener noget med deres støtte til planen, er det derfor nu, at de skal bakke den ny fredsproces op - politisk og økonomisk. Ikke mindst Abu Mazens hårdt trængte palæstinensiske befolkning har brug for økonomisk hjælp. Israel har brug for klare politiske vidnesbyrd om, at den arabiske verden er parat til forsoning og samarbejde, hvis Sharon fører køreplanen ud i livet. Og endelig har Bush brug for opbakning til at lægge en supermagts vægt ind på gennemførelsen af køreplanen, men ikke brug for, at EU-lande hæmmer Abu Mazen ved fortsat at flirte med andre palæstinensiske ledere. Ligesom Abu Mazen og Sharon allerede har sat livet ind som reel indsats, er frygten for krig, ødelæggelse og undertrykkelse afgørende for deres befolkningers vilje til at støtte fredsprocessen. Derfor kunne NATO, som luftet af udenrigsminister, Per Stig Møller, yde et væsentligt bidrag ved allerede nu at tilbyde store styrker til at værne om de grænser og den fred, der i den bedste af alle verdener kan blive resultatet af topmødet i Jordan.