Israel rasler faretruende med sablerne over for Iran, og ifølge mange kilder er israelske fly parat til at gå på vingerne imod iranske atomanlæg.

Det skyldes den israelske opfattelse, at Iran som atommagt truer Israel på livet. Og det handler om premierminister Benjamin Netanyahus ønske om at aflede opmærksomheden fra hans bosættelsespolitik, som USA modsætter sig.

Israelerne kan have ret i, at mulighedens vindue for at bremse Irans formodede atomvåbenprogram snart kan være lukket i, da ingen vil vove et angreb, når Iran først har atombomben. Ifølge israelske efterretninger kan det være inden for et år.

Israel får næppe grønt lys fra USA, men kan ifølge eksperter tænkes at forvente stiltiende amerikansk accept af en fuldbyrdet kendsgerning. Der er stor modstand også i israelske militære kredse, men modstanderne menes at være i mindretal.

Den israelske avis Ha’aretz opfordrer til, at Israel indstiller sig på, at Iran snart kan springe ud som atommagt. Den opfordrer også til at standse hysteriet om, at det vil betyde Israels udslettelse. Israel har nok midler til afskrækkelse, og hvor vanvittig Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, end kan være, er han næppe parat til selvmord for sin nation.

Er en diplomatiskløsning mulig? Ja, hvis Vesten er parat til det kompromis at lade Iran berige uran til civil brug. Man kan forsyne iranske urancentrifuger med apparater, der hindrer dem i en våbenegnet berigelsesgrad. Hvis Mir-Hossein Mousavi var blevet præsident, ville han ifølge rådgivere også være parat til at begrænse centrifugernes antal. Det bør ikke være uprøvet at få Ahmadinejad med på det.

Under alle omstændigheder må alle gode kræfter sættes ind for at forhindre et israelsk angreb. Det er mere end tvivlsomt, om det kan bremse Irans våbenambitioner.

Det er derimod stensikkert, at det vil betyde bomber imod den iranske frihedsbevægelse og åbne for en undertrykkelse af det iranske civilsamfund af hidtil usete dimensioner. Ahmadinejad vil formentlig hilse et israelsk angreb velkommen som anledning til at udslette en stadig stærkere opposition i og uden for magtapparatet. Hvis Israel vil redde Ahmadinejads vaklende magt, skal de angribe. Hvis de tænker på iranerne, skal de selvfølgelig undlade.