I dag kulminerer årets fejring af Knut Hamsun, forfatteren, nobelpristageren og nazisten.

Til ære for den store nordmand, som skrev det smukkeste dansk, indvies på 150-års dagen for hans fødsel det nye ’Hamsunsenter’ på Hamarøy i Norge.

Protesterne har været voldsomme. Kan man ære en mand, som hyldede Hitler og forærede sin nobelprismedalje til Goebbels?

Ja, det kan man, mener kronprinsesse Mette-Marit, som er protektor for Hamsun-året og i dag åbner centret: »Man må kunne rumme to tanker i sit hoved«, har hun på forhånd sagt – en tanke til forfatteren og en anden til nazisten. Mange mener, hun tager fejl.

Debatten om Knut Hamsun er sprunget op igen som et gammelt sår.

Hamsun ændrede verdenslitteraturen, da han i 1888 skrev de første linjer af romanen ’Sult’:

»Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den«.

Formen var fundet til et forfatterskab, som kunne gå uhyggelig tæt på eksistensen i dens mest barske, basale form.

»Der venter Dem en meget stor fremtid«, sagde hans første læser, Politikens chefredaktør Edvard Brandes.

At Hamsun var tiltrukket af brødrene Brandes’ aristokratiske radikalisme, er ikke uden relevans for de stadigt tilbagevendende Hamsun-debatter.

Datidens lede ved den middelmådige småborgerlighed gav sig mange udslag, og ingen kunne længe før år 1900 vide, hvordan ideerne ville udvikle sig. I dag ser vi kun alt for nemt, at noget af det mest fascinerende ved Hamsun også er noget af det mest farlige. Og ser vi det ikke, må vi se om igen.

»Der var noget, som rystede mig. Der var noget af Dostojevskij«, sagde Edvard Brandes efter sit første møde med Hamsun. Siden læste han hos Hamsun en regel for amerikansk boksning, som fint kunne bruges i litteraturkritikken: »Tre slag på samme sted virker lige så godt som tyve spredte slag«.

Da danske Brandes døde i 1931, var den norske nobelpristager kun nazist in spe.

Men Knut Hamsun blev så ærkegammel, at han nåede at skrive Hitlers nekrolog, før han selv døde som nazist og landsforræder.

Nordmændene gør klogt i både at hylde deres store forfatter og at oprette et ’Hamsunsenter’ til tanker og eftertanker.