FINANSMINISTER Thor Pedersen (V) må gå ind i det nye år med visse nervøse trækninger. Hans troværdighed hænger på, om der sker et regulært fald i arbejdsløsheden i løbet af 2004. Kun et mærkbart knæk i kurven duer, hvis nogen skal tro på, at regeringen følger 2010-planen. Denne plan har VK arvet fra den forrige regering, men forudsætningerne har ændret sig, blandt andet har beskæftigelsen udviklet sig negativt, og regeringen har uddelt gaver i rigelige mængder. Først skattestop, dernæst skattelettelser samt en ældrecheck for at tækkes Dansk Folkeparti og dets forurettede kernevælgere. Rent populistiske gaver, der strider mod al sund fornuft. Skattestoppet har forhindret en progressiv debat om selve det danske skattesystem. Det er blevet umuligt at ændre på skattesystemet, da regeringen frygter at blive beskyldt for løftebrud. Senere måtte finansministeren og Venstre oven i købet bøje sig fra et konservativt krav om at give danskerne skattelettelser for årligt op mod 10 milliarder kroner. NÅR FINANSMINISTEREN så skal finansiere gaveboden, bliver det ikke gennem upopulære reduktioner i velfærdsydelserne, men ved hjælp af engangsbeløb fra forskellige kasser i den offentlige husholdning. Den filosofi holder naturligvis ikke i længden, og kun en meget optimistisk kassemester tør finansiere langtidsløbende udgifter med kortsigtede engangsbeløb. Flere undersøgelser i 2003 viste, at regeringens økonomiske politik bliver vurderet som mere og mere utroværdig. De økonomiske vismænd har udtalt, at regeringens 2010-plan vakler. OECD er skeptiske. Men det er finansministeren ikke. Han er den ensomme ulv, der stædigt påstår, at alle andre tager fejl. Så sent som i december 2003 kaldte han i Politiken kritikken for grundløs. Der er plads til det hele, mente han. Men vi savner stadig dokumentation for optimismen. I international målestok har Danmark en af de sundeste økonomier, men en finansminister bliver kun en troværdig kassemester, hvis han kan få regeringen til at foregribe problemerne.