Tidligere indenrigsminister Birte Weiss, der i dagens avis bryder otte års tavshed i politik, gør opmærksom på, at det er blevet rutine i dansk politik at give et fuldstændig fortegnet billede af dansk flygtninge- og udlændingepolitik i 1990’erne.

Politikere fra V, K og O fremstiller dagligt årtiet, som om Danmarks grænser dengang stod pivåbne, mens horder af flygtninge og indvandrere skyllede ind over grænsen.

Nationen blev kun reddet fra undergangen af regeringsskiftet i 2001.

At vore nabolande, der i samme periode hverken har reduceret asylretten til næsten ingenting eller indført familiesammenføringsregler, der strider mod både menneske- og EU-retten, stadig består som velfungerende lande, fortrænges helt og aldeles.

Igennem 1990’erne førte Danmark en stadig strammere indvandringspolitik, men den befandt sig inden for både anstændighedens og den europæiske normalitets rammer.

Når vi viste øget solidaritet og tog imod større grupper, skete det med åbne øjne og på baggrund af den største og blodigste tragedie i nyere europæisk historie.

Birte Weiss protesterer mod, at Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, tilslutter sig den løgnagtige mytologi om, at de danske regeringer i 1990’erne førte en slap og uansvarlig slingrekurs.

Det var Poul Schlüter (K) og Uffe Ellemann-Jensen (V), der lod 20.000 bosniere komme hertil, og der var Poul Nyrup (S), der to år senere tog konsekvensen og gav dem asyl.

I den økonomiske politik, der betyder mere for flere, er perioden samtidig den måske mest ansvarlige og succesrige i efterkrigstiden.

Den slingrekurs, Poul Nyrup kan kritiseres for, var retorisk og bestod i skiftende betoninger af henholdsvis stramninger og tilbageværende, basal anstændighed. Ikke i en politik, der lagde landet åbent, eller i en politik, der skadede landet.

Den retoriske slinger ramte kun ham selv. Hans politiske nederlag er af vedholdende VKO-propagandister transformeret til en falsk melodi om vores nyere historie, som selv Socialdemokraternes formand gentager.

Accepten af den løgn udgør et af oppositionens allerstørste handikap.