Er det kriminelt, når en minister giver forkerte oplysninger om, hvad der er lovligt og ulovligt her i landet?

Betryggende er det i hvert fald ikke, slet ikke når det sker med stor skråsikkerhed og for politisk vindings skyld.

Spørgsmålet melder sig i anledning af integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) udtalelser om, at mennesker, der opfordrer andre til at hjælpe de afviste irakere, som politiet for tiden driver klapjagt på, dermed opfordrer til »kriminalitet« og derfor selv begår noget kriminelt.

Hvis det virkelig var strafbart at fremsætte det synspunkt, at civil ulydighed er en overvejelse værd i en situation, hvor myndighederne farer frem med uhørt brutalitet, ville ytringsfriheden have trange kår i Danmark.

Usaglige beskyldninger
Sandheden er dog snarere, at Birthe Rønn Hornbech, der ellers selv er jurist, endnu en gang forsøger at fjerne opmærksomheden fra hendes eget hovedansvar i sagen ved at udslynge usaglige beskyldninger mod andre.

Birthe Rønn Hornbech har som minister ikke bare mulighed for at give humanitær opholdstilladelse. Hun kunne også blot udvise det minimum af anstændighed, der består i at vente og se, om de afviste irakere er i stand til at skaffe sig et andet lovligt opholdsgrundlag her i landet.

Men nej. Det virker snarere, som om muligheden for, at det skulle lykkes nogle af de ulykkelige mennesker at etablere sig her i landet uden at ligge statskassen til last, skræmmer ministeren, politiet og hendes politiske bagland så meget, at der er sat turbo på tvangsudvisningerne, sådan som vi oplevede det natten mellem tirsdag og onsdag.

Principrytteri
Udvisningsflertallet gør meget ud af, at det er principper, der tvinger dem til at udvise irakere til det land, de forlod for år tilbage, uanset at august blev den mest blodige måned i Irak i de seneste to år.

Men intet princip bøjes, hvis irakerne får et opholdsgrundlag her i landet, der intet har med asylretten at gøre – for eksempel fordi der er danske virksomheder, som ønsker at beskæftige dem.

Når og hvis regeringen alligevel deporterer mennesker til en uvis fremtid, er principperne blevet til principrytteri for ikke at sige politisk dumstædighed.

Når ministeren krydrer sin ubøjelighed med fejlagtige beskyldninger mod sine kritikere om, at de er kriminelle, fuldendes billedet af den vedholdende magtarrogance, der er blevet den røde tråd i det langstrakte drama om en lille gruppe i enhver henseende forfulgte mennesker.