To meget forskellige forfattere, som mange danskere kender og læser, har fået problemer med deres fortid.

Den ene er svenskeren Jan Guillou, der i 1960erne tog imod penge fra KGB og udførte opgaver for den sovjetiske efterretningstjeneste. Den anden er tjekken Milan Kundera.

LÆS ARTIKELJan Guillou havde kontakt med KGB

Her ser nye oplysninger ud til at dokumentere tidligere påstande om, at han i 1950erne samarbejdede med sikkerhedstjenesten i det daværende Tjekkoslovakiet.

Det, Kundera beskyldes for, er på en gang mere alvorligt og mere forståeligt, end det Guillou har erkendt. Kundera samarbejdede med en sikkerhedstjenesete, der havde magten i hans land.

Det belaster ham i dag, hvor kommunismen er død og borte. Men det pres han har været under i en virkelighed af vedvarende undertrykkelse baseret på indiskutabel ideologisk og fysisk magt, er af en karakter, som vi knap nok kan forestille os i dag i vores del af verden.

Jan Guillou havde et helt frit valg
Jan Guillou forsvarer sig med, at han ikke har udført spionarbejde. Det løser ikke hans problem. For det første burde han af egen drift have fortalt om forløbet - senest i hans erindringer, hvori episoden havde udgjort et relevant kapitel.

For det andet og mere afgørende: Jan Guillou havde et helt frit valg, og han valgte ikke bare at mødes med KGB-agenter, hvad der kan være gode professionelle begrundelser for.

Han valgte at tage penge for at arbejde for verdens dengang største totalitære undertrykkelsesmaskine. Uden at fortælle noget om det. Det er og bliver moralsk belastende, uanset hvordan man end vender og drejer det.

Perspektivet i denne type afsløringer rækker ud over personsagerne. Jan Guillous personlige fejl er først og fremmest en påmindelse om en tidsånd, der ikke rummede megen forståelse for alvoren i den totalitære virkelighed i den anden halvdel af Europa.

Og en anledning til i dette tyve året for Murens fald at give nye generationer en forståelse for, hvad der var hovedproblemet på denne side af Muren i de lange årtier, før den faldt.

Hovedproblemet var ikke, at særlig mange støttede Muren og det system, den repræsenterede. Problemet var, i hvilken grad mange i Vest levede med ryggen til Muren, uden sans for alvoren i den undertrykkelse, der fandtes på den anden side.

Det er både Jan Guillou og hele hans tidsånds problem. Det kan vi stadig lære noget af.