Annonce
Leder 15. dec. 2009 KL. 00.01

Lømmelpakken underminerer retsstaten

Politiets vilkårlige massearrestationer er helt ude af proportioner, skriver dagens lederskribent.

Håndteringen af de seneste dages demonstrationer i København har bekræftet den bekymring, der opstod, da VKO-blokken pludselig hastede lømmelpakken igennem. Magtanvendelsen er helt ude af proportioner med antallet af hætteklædte hooligans.

Modsat de seneste ugers berettigede bekymringer for, at tilrejsende anarkister ville forvandle hovedstaden til en krigszone – bekymringer, der blev stimuleret af Politiets Efterretningstjeneste, der sammenlignede truslen med al-Qaeda – er virkeligheden heldigvis, at størstedelen af de sorte aktivister er unge mennesker, der ville kunne håndteres med klassiske politimetoder.

For selvfølgelig skal alle voldsbøller, der hærger rundt i København og forsøger at forhindre afholdelsen af COP15-topmødet, anholdes individuelt – og sigtes for deres lovbrud. Og selvfølgelig skal politiet have en margen for menneskelige fejlskøn under turbulente optøjer.

Politiet har misbrugt tilliden og er faret frem med en hensynsløshed, der er ude af proportioner i et åbent retssamfund.

Men politiet har misbrugt tilliden og er faret frem med en hensynsløshed, der er ude af proportioner i et åbent retssamfund. Med vilkårlige massearrestationer af tilfældige demonstranter, som intet kriminelt har foretaget sig, risikerer politiet at øge spændingerne.

De basale principper om individuel skyld og konkrete mistanker er tilsidesat til fordel for en stærkt kritisabel praksis med kollektive arrestationer og præventive angreb.

Hvis politiets nye metoder var begrænset til klimatopmødet, kunne fejltagelserne måske undskyldes eller i hvert fald forklares som et fejlskøn. Men strategien med at frihedsberøve folk vilkårligt synes desværre at være kommet for at blive. At SF ikke engang tør sige fra, viser kun, hvor langt ud vi er kommet.

Fremover vil udlændinge, der deltager i lovlige demonstrationer, også kunne miste deres opholdstilladelse, hvis politiet uden konkret begrundelse pludselig anholder folk.

Chikanen af fotografer og pressefolk klæder heller ikke et land, der bryster sig af at være kompromisløst i kampen for ytringsfrihed.

Politiets ophøjede opgave i et demokrati er både at sikre folk mod vilkårlig vold og sikre retten til at samles frit. Med lømmelpakken er landets betjente blevet udstyret med magtbeføjelser, der kan virke nyttige nu, men som på længere sigt svækker netop de frihedsrettigheder, de er ansat til at værne om.

Lømmelpakken skal hurtigst muligt laves om. Afviklingen af topmøder kan ikke begrunde en svækkelse af retsstaten – uanset hvor mange politikere der end bakker op.

ltm

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

24. maj. KL. 00.01 Synes ikke godt om længere

Det sker
Tidsspring. Agent J, spillet af Will Smith, springer fra toppen af en sky-skraberen og lander i 1969. - Foto: Disney / PR
23. maj. KL. 20.00

Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning

Mest læst i går