Tony Blair blev i går afhørt om sin nemesis: Beslutningen om at lade Storbritannien deltage i USA’s krig mod Irak.

Krigen var en tragisk fejltagelse, der har kostet Irak enorme lidelser, svækket USA’s position i verden, og gjort et kriseramt Mellemøsten endnu mere kaotisk og ustabilt. Ingen kan begræde Saddam Husseins fald. Men omkostningerne har været uoverskuelige, de vokser stadig, og Irak er på ingen måde sikret en stabil, endsige fri fremtid.

LÆS OGSÅBlair i vidneskranken: 11. september ændrede holdningen til Irak

Tony Blairs kritikere har det med at overdrive betydningen af, at krigen ikke var godkendt af FN, og dermed kan siges at stride mod folkeretten. Vi lever imidlertid ikke i en international retsorden, der kan sidestilles med den, vi kender internt i mange lande.

At en krig formelt er legitim – som for eksempel krigen i Afghanistan – er ingen garanti for, at den bliver en succes. At luftkrigen mod Serbien i 1999 ikke var forhåndsgodkendt af FN’s Sikkerhedsråd ændrer ikke ved, at den var både velbegrundet og succesrig.

Tony Blairs brøde er ikke juridisk
Når det gælder krig og fred i en verden, der stadig består af suveræne nationalstater, slipper vi ikke for at foretage en samlet bedømmelse af proportioner og perspektiver.

Irakkrigen splittede ikke bare FN, men også NATO og EU. Den var en angrebskrig og kunne ikke begrundes i den pligt til at gribe ind over for folkemord og humanitære katastrofer, der spirede i 1990’erne.

Sandsynligheden for at den ville føre til netop det ustabile og blodige Irak, vi nu ser, var stor, og risikoen for at Bushregeringen ville begå netop de fejl, den begik, overhængende.

Alt det betyder mere end den kendsgerning, at Sikkerhedsrådet ikke vedtog en resolution mere, og at Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben ikke eksisterede.

Tony Blair begik sit livs fejltagelse båret af illusioner om, at succesen mod Milosevic kunne gentages, og at Storbritannien havde reel indflydelse i Washington. Det ansvar kan han ikke løbe fra.

Men han kæmpede med åben pande for beslutningen og fik det britiske parlaments tilslutning til at føre krigen. Hans brøde er derfor politisk og moralsk – ikke juridisk.