Politik handler om at gøre verden bedre. Banalt, som det er, turde bistand til verdens fattigste være et af de få politiske mål, der ikke stod til diskussion.

Alligevel beskar regeringen i den forløbne uge endnu en gang den danske udviklingsbistand med 2,3 milliarder kroner over de næste tre år, hvilket betyder, at bistanden falder til 0,76 procent af Danmarks bruttonationalindkomst, BNI.

Frem til 2001 udgjorde den danske bistand 1 procent af BNI. Dertil kom en særlig bistand til miljø, fred og stabilitet på 0,5 procent af BNI. Da VK-regeringen fik magten, beskar den straks udviklingsbistanden og afskaffede den særlige miljø- og fredsbistand.

I de følgende år, mens vi herhjemme vekslede skattelettelser til forbrugsfest, faldt procentdelen af BNI støt.

Med den vestlige verdens finanskrise har man så oven i købet fået en slags begrundelse for at fortsætte med at nedprioritere det, der burde være det fornemste politiske mål i verden – at bekæmpe fattigdommen.

Uforsvarligt
Udviklingsminister Søren Pind (V) forsvarer det uforsvarlige med nemme bemærkninger: Herregud, hvor meget betyder nogle få promille, når Danmark stadig er blandt de fem bistandslande, der yder mest.

Danmark er stadig en udviklingspolitisk ’stormagt’, det afgørende er ikke procentsatsen, men om vi gør det rigtige, osv.

Hverken regeringen, dens bistandsfjendtlige støtteparti eller dens udviklingsminister kan imidlertid forsvare, at den prioriterer, som den gør.

Hvis der både kan skæres i op- og nedgangstider, giver det ingen mening at forsvare den seneste nedskæring med statskassens nuværende underskud.

Lige så umuligt det er at forklare, hvorfor de fattigste i Vesten skal betale for ryggesløse investorers roulettespil, lige så elendigt er det at bagatellisere nedprioriteringen af bistanden til verdens fattigste.

LÆS OGSÅ Verdens fattige må spytte i dansk kriseplan

Der er ikke tale om bagateller. Det er kompliceret at sikre udvikling i de fattigste lande. Bistanden virker kun, når den er stabil og langsigtet. Det har den danske opposition forstået. Og det har den nye britiske konservativ-liberale regering forstået, for heller ikke den vil sænke udviklingsbistanden, finanskrise eller ej.