V i er to år efter den finanskrise, der alene i Danmark har kostet os en tyvendedel af nationalproduktet, og der er stadig ikke opstillet nye spilleregler for en finanssektor, der har vist sig at være livsfarlig for verdensøkonomien.

I USA er ny regulering på nippet til vedtagelse, mens de europæiske politikere først nu er begyndt at røre på sig. I Danmark har regeringen stået i spidsen for fravær af debat og fravær af initiativer.

Både i EU og i Danmark tegner der sig et flertal for en bankskat. Flere steder er det som bidrag til en fond, der skal imødegå kommende kriser, men den model er problematisk: Det sidste, bankerne skal lære, er, at de også automatisk bliver reddet næste gang.

LÆS OGSÅFlertal klar med ny skat til banker

Ideen med en bankskat må være dels solidaritet – bankerne skal betale for deres kriseansvar – dels at man tøjler hele sektoren.

Og nej, bankerne har ikke allerede ydet deres bidrag. Alene de garantier, staten herhjemme har udstedt, overstiger mange gange det danske nationalprodukt, og det er bankerne ikke i nærheden af at have betalt for.

Kombineret bankdrift med kasino
På længere sigt må meningen med bankskat og andre initiativer være at få finanssektoren til at skrumpe. Den har vokset sig alt for stor, og den er samtidig en hovedfaktor bag den voksende økonomiske ulighed i den vestlige verden.

Reguleringen af finanssektoren drejer sig dog om meget mere end skat. Nye kapital- og likviditetskrav, regler for kontrolleret konkurs og meget andet er på dagsordenen.

Alt for mange banker har kombineret almindelig bankdrift med kasinodrift – altså spekulative udlån, investeringer og handel, der har vist sig at være så risikable, at de har bragt stribevis af bankers liv i fare.

En løsning, der diskuteres i USA, er at adskille banken fra kasinoet ved for eksempel at forbyde banker at drive handel med værdipapirer på egne vegne.

En ting er sikker: Der er brug for mere regulering, mere gennemsigtighed og mere ansvarlighed. For samfundets skyld, men også for bankernes egen skyld. De har et krav på at kende vilkårene, så nye regler ikke i årevis kan skabe tvivl om deres soliditet og solvens.

En af de store udfordringer bliver at sikre så meget ensartethed som muligt mellem national og international regulering. Men reguleres skal der, og de to års forsinkelse viser, at risikoen, for at reguleringen bliver for løs, er langt større end risikoen for, at den bliver for stram.