»Jamen, hvad har de gang i? Hvorfor gør Venstrefolk nu op med Fogh-æraen, når alle har fokus på Thornings skattesag. Selvmål!«.

Nogenlunde sådan reagerede den danske kommentatorstand, da Venstres Jens Rohde, Christian Mejdahl m.fl. forleden kritiserede Fogh-regeringerne for at have postet for mange penge i den offentlige sektor og for at svigte egne idealer.

LÆS OGSÅVenstre-profiler kritiserer Foghs økonomiske politik

Og ja, det kan da godt være, at det ikke var nogen genistreg set med spinøjne. Men set gennem demokratiske briller skal Rohde og co. have ros.

Ikke bare fordi udmeldingen insisterede på substans – i en tid, hvor politik ellers handler om enkeltpersoners skattepapirer og rejseplaner.

Men først og fremmest fordi udmeldingen er noget så sjældent som en ærlig – liberalistisk! – holdning, der sætter skel i debatten. Wauv! Det har vi ikke hørt meget længe.

LÆS OGSÅRohde: Min kritik styrker Venstre

Måske er Venstre ligefrem på vej til at kickstarte den levende debatkultur, som blev undertrykt af designerpolitikeren Fogh, hvor det var 'fy', hvis en liberalist hviskede frække ord som 'ulighed' og 'mindre offentlig sektor'?

Lad os håbe det. For liberalisternes skyld. Og for den demokratiske samtales skyld. En levende debat forudsætter nu engang, at nogen tør mene noget.

Den private sektor bærer ansvaret
Og apropos: Har liberalisterne så ret i, at Danmarks problem er, at Fogh gjorde den offentlige sektor for stor? Nej!

Hvis der er nogen, der har et ansvar for krisen, så er det den private sektor – herunder bank- og finanssektoren. Det var her og ikke i den offentlige sektor, at it-, aktie- og boligbobler blev pustet op til groteske dimensioner for til sidst at briste.

Det var her, man bevilgede hinanden pinligt store løn- og bonusordninger.

Ja, det var her, udviklingen, understøttet af regeringens skattestop, gik grassat i 00'erne og førte til den krise, som krævede, at politikerne gik ind med generøse hjælpe- og bankpakker.

Derfor fik vi det offentlige underskud. Som altså ikke handler om, at vi bruger for mange offentlige kroner på hverken uddannelse, sundhed, forskning eller socialsektoren.