Man kan, hvis man vil.

Sådan lød budskabet fra Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, da han i går forklarede Politiken, hvorfor det er rimeligt at fratage en række af landets allerfattigste familier halvdelen af deres indtægt, hvis de ikke inden 1. april 2007 opfylder reglen om at have arbejdet mindst 300 timer.

Der er ikke noget overraskende i udtalelsen. Den er helt i tråd med det syn på landets fattige, som hersker hos VK og Dansk Folkeparti. Grundholdningen er, at fattigdom primært skyldes, at de fattige får for mange penge fra det offentlige. Hvis blot det offentlige var mindre gavmildt, ville folk arbejde mere.

Bag det mistrøstige og mistroiske menneskesyn gemmer sig forestillingen om, at der er arbejde nok til alle, der vil arbejde. Og at alle kan arbejde.

Men netop det sidste er fundamentalt forkert, hvilket de økonomiske vismænd med al ønskelig tydelighed dokumenterer i deres halvårlige rapport, som blev offentliggjort i går. Her fastslår vismændene, at mange af de fattige ikke har en realistisk mulighed for at komme i beskæftigelse. Enten fordi de har for ringe kvalifikationer eller for dårligt helbred.

At nedsætte ydelserne til disse mennesker øger ikke deres tilskyndelse til at søge arbejde. Den eneste effekt er, at de bliver endnu fattigere og endnu mere marginaliseret. Fattigdommen risikerer dermed at udgøre en decideret barriere for, at de kan blive selvforsørgende.

Helt grelt er det for flygtninge på den såkaldte introduktionsydelse, der er endnu lavere end kontanthjælpen. Ikke alene døjer flygtningene ofte med sprogproblemer og manglende kvalifikationer. Som vismændene påpeger, er de ofte så traumatiserede, at de reelt ikke har mulighed for at få beskæftigelse. Vismændenes konklusion er derfor også entydigt, at introduktionsydelsen for flygtninge bør afskaffes.

Det er glædeligt, at landets højeste økonomiske sagkundskab nu endelig nedskyder regeringens tynde argumenter for introduktionsydelsen. Og endnu mere glædeligt er det, at vismændene tager bladet fra munden og gør opmærksom på de skamløst dårlige rapporter, som Integrationsministeriet har brugt til at forsvare ydelsen. Da ministeriet i en rapport sidste år vurderede, at ydelsen har øget selvforsørgelsen, var det faktisk misvisende. I sig selv er det en næsten lige så stor skandale som indførelsen af introduktionsydelsen.