Det er ikke det, at man gør det. Det er måden, altså, at man gør det på«.

Nogenlunde som omkvædet i den gamle revyvise kan vi besynge det nye danmarkskort, som blev bragt i avisen på årets første dag.

At nedbringe antallet af kommuner og forsøge at skabe klarere ansvarsfordeling er grundlæggende set rigtigt. Et land med et indbyggertal, der svarer til Hamburg og omegn, kan ikke bære 14 amter og 271 kommuner.

Desuden var ansvarsfordelingen i den gamle model meget uklar. Næsten hver gang der blev påvist et problem, startede det evindelige sorteperspil om, hvorvidt ansvaret nu lå i stat, amt eller kommune.

Det er da også opmuntrende i en tid, hvor spin og opportunisme hævdes at dominere den politiske dagsorden, at politikere vil og tør tænke stort. Også selv om det ikke på kort sigt er en oplagt vindersag og kritikken vil hagle ned over reformen, når den nu skal omsættes til virkelighed.

Men måden altså ... Ja, det er netop måden, som reformen bliver gennemført på, som giver anledning til kritik.

For det første er det langtfra tillidsvækkende, at reformen gennemføres med opbakning fra så spinkelt et flertal i Folketinget.

Hvad enten man lægger ansvaret på regering eller opposition, så er det en falliterklæring for det samarbejdende folkestyre, at en så væsentlig ændring af magtfordelingen i samfundet trumfes igennem uden bred parlamentarisk støtte.

For det andet gennemføres den store reform under et småtskårent skattestop, som reelt undergraver intentionen om selvstyret i de nye storkommuner.

Ideen med kommunalreformen er enkel: Landets nye storkommuner skal være tilstrækkeligt store til, at de lokale politikere selv kan tage ansvar for at levere en offentlig service til skatteborgerne, som med statsministerens egne ord svarer til standarden i det nye køkken i privaten.

Men hvad sker der, hvis byrådene flere steder er enige om at tilbyde borgerne en bedre service, end skattestop og vækstloft skaber råderum til?

Tja, mon ikke svaret er velkendt. Så lover regeringen bål og brand og har endda den frækhed at hævde, at det er kommunerne, som underminerer det kommunale selvstyre.

Desværre har vi en regering, som tænker stort, men regerer efter laveste fællesnævner.