Her små to år før det skal afholdes, begynder konturerne af det næste amerikanske præsidentvalg allerede at tegne sig.

Adgangsbilletten til at stille op er en pengekasse på 3-4 milliarder kroner. Så mange penge skal hver kandidat skaffe fra enkeltpersoner, virksomheder eller interesseorganisationer for at have en chance. Sidste gang sagde begge hovedkandidater nej til offentlig støtte, fordi den ville begrænse deres adgang til de altafgørende private penge. Amerikansk politik er gennemsyret af penge, og det er ikke nogen hemmelighed, at giverne får noget til gengæld for deres gavmildhed.

At en kandidat på de vilkår skulle stille forslag, der går imod de rigeste amerikaneres interesser, har formodningen imod sig. Sidst Bush satte skatterne drastisk ned, blev det da også overladt til en håndfuld filantropiske mangemilliardærer at føre kampagne imod en afskaffelse af arvebeskatningen. Det lykkedes ikke ...

MEN AT penge har en fordrejende og korrumperende indflydelse, gør ikke det amerikanske demokrati meningsløst. De førende kandidater er ikke ringere, end hvad man ser i de europæiske demokratier. Med Hillary Clinton og Barack Obama i spidsen blandt demokraterne og John McCain og Rudolph Giuliani blandt republikanerne kan valgkampen ikke undgå at blive både spændende og kvalificeret. Takket være præsident Bushs stædige kurs i Irak tegner udenrigspolitikken til at blive et hovedemne. Og dermed kommer de amerikanske vælgere til at træffe en afgørelse af meget vidtrækkende betydning for resten af verden, for Europa og ja, såmænd også for dansk udenrigspolitik.

Lige siden den kolde krigs afslutning har Danmark lagt sig tæt op ad USA. Uffe Ellemann-Jensen lagde linjen, og Poul Nyrup Rasmussen fulgte op. Under Anders Fogh Rasmussen er loyaliteten blevet så stærk, at det har tilsidesat det traditionelle danske ønske om bred enighed i EU, NATO og FN. I de næste to år kan det blive svært at fastholde de tætte bånd til en supermagt, der under krigen mod terror har så åbenlyse problemer, både i Mellemøsten og med menneskerettighederne. Men når USA får en ny præsident, og da især hvis det bliver en, der bryder afgørende med Bush-årenes ekstremisme, kan det blive lettere at støtte Washington herhjemme. Men til den tid er det måske ikke Fogh, der får fornøjelsen.