Hvis forslaget om at ligestille drenge og piger, når det gælder arveretten til den danske trone, falder på søndag, er der en betydelig risiko for, at det i omverdenen vil blive udlagt, som om danskerne siger nej til den ligestilling, der ellers er en af de bærende værdier i vores samfund, såvel som i vores bistands- og udenrigspolitik.

Ansvaret for, at vi står i denne groteske situation, er regeringens, for den har truffet beslutningen om at ulejlige vælgerne med en lille og helt uaktuel justering af tronfølgeloven, en justering, der kræver samme vælgermæssige opbakning som en grundlovsreform.

Både oppositionen og sagkundskaben har længe påpeget, at grundloven af 1953 skriger på en reform, der som minimum befæster de demokratiske fremskridt, vi har nået igennem mere end et halvt århundrede, og meget gerne styrker både demokrati og borgerrettigheder yderligere.

Beslutningen om at nøjes med tronfølgejusteringen og placere den sammen med europaparlamentsvalget er på flere måder udtryk for politisk kynisme.

For det første ønsker VKO dybest set ikke en grundlovsreform, fordi enhver styrkelse af grundloven vil gøre det sværere for Dansk Folkeparti at videreføre sin retssikkerhedsundergravende og diskriminerende politik.

For det andet satsede man på, at den royale indpakning ville gavne valgdeltagelsen og dermed de regeringsbærende partier, der traditionelt har det svært ved EP-valg.

Resultatet er i stedet blevet meningsmålinger, der forudser et flop.

En broget koalition af sofavælgere, republikanere, ligestillingsmodstandere og tilhængere af en rigtig grundlovsreform kan blive så stor, at jasiden kommer under de nødvendige 40 procent af de stemmeberettigede.

Hvis forslaget falder, vil det være en ydmygelse af Folketingets overvældende flertal, der anbefaler et ja, af kongehuset, der kommer i klemme i anledning af et helt uaktuelt spørgsmål, og et symbolsk nederlag for ligestillingen.

I et land, hvor ligestillingen i toppen i forvejen er ringe alle andre steder end på Christiansborg, har vi ikke brug for det signal. Udadtil kan det nemt give endnu en ridse i lakken på vores efterhånden noget ramponerede omdømme.

Går det galt, vil det ramme regeringen som en velfortjent boomerang. Det eneste mulige svar på elendigheden vil være en ny afstemning, hvor moderniseringen af arvefølgen indgår i en meningsfuld sammenhæng: en egentlig grundlovsreform. Den er der brug for.