Efter valget

Efter 13 år med Labour-styre har Storbritannien fået en konservativ regering med David Cameron i spidsen.

Valget 6. maj gav de konservative flest stemmer, men ikke nok til at regere alene. Først efter fem dage med dramatiske forhandlinger lykkedes det for Cameron at indgå en aftale om en koalitionsregering med Liberaldemokraterne og deres leder Nick Clegg.

Det er første gang siden Churchill, at Storbritannien skal regeres af en koalition.

Modstanderne af at gøre Tony Blair til EU’s første faste formand har vind i sejlene.

Gordon Brown, Blairs efterfølger som britisk premierminister, mødte ikke ligefrem stående ovationer, da han forsøgte at gøre Blair til de europæiske socialdemokraters kandidat. Men det er ikke Blairs største problem.

Der er ret få socialdemokrater i det vælgerkorps med 27 deltagere, der skal vælge formanden. Blairs støtte til Bush under Irakkrigen belaster ham i vide kredse.

Men heller ikke det er formentlig afgørende for de politikere, der skal afgøre spørgsmålet. Hans virkelige problem er, dels at han ikke gjorde meget for EU, da han var ved magten, dels at en del europæiske toppolitikere måske slet ikke ønsker en stærk og karismatisk formand.

Der er gode argumenter for, at den vigtigste del af jobbet ikke er at repræsentere EU ved de store topmøder, selv om det vil være en gevinst at få strømlinet den side af sagen.

Vigtigere er det at skabe enighed mellem de 27 stats- og regeringschefer, hvilket kræver mere end karisma og retorik. Men hvorfor skulle det diskvalificere Blair?

Han er faktisk kendt som en særdeles dygtig forhandler, og det kan kun være en fordel, at han har en international statur, der gør, at selv de store lande ikke bare lige kan verfe ham af banen.

Kompromisløsninger er en dårlig idé
Hvis Blairs modstandere mener det alvorligt, må de pege på en kandidat, der er bedre egnet. Er det Luxembourgs slidte regeringschef, Jean-Claude Juncker, Hollands Harry Potter-klon, Jan Peter Balkenende, eller Finlands tavse proeuropæer Paavo Lipponen, der kan gøre det bedre?

Det skulle nødig gå sådan, at man først siger nej til den stærkeste kandidat for derefter at finde en kompromisløsning, som ingen for alvor kan argumentere for ville være bedre.

Blair har begået alvorlige politiske fejl. Men han er stadig en af de mest succesrige fornyere af europæisk politik i vor tid, og medmindre man vil gå uden for kredsen af nuværende og forhenværende statsministre, er det svært at få øje på en kandidat med større personlige kompetencer.

EU har brug for et modigt tilvalg, ikke et forsigtigt fravalg.