Den krig, vi er med til at føre i Afghanistan, vil fremover skulle udkæmpes uden en demokratisk legitim samarbejdspartner.

Enhver påstand om, at vi kæmper for et demokratisk Afghanistan, vil være tilsvarende utroværdig.

Det er den sørgelige realitet, efter at valgkommissionen først har annulleret resultatet af første valgrunde og dernæst opgivet at gennemføre den anden. For så til sidst blot at erklære Hamid Karzai valgt.

Det er forståeligt, at man ikke vil gennemføre en parodisk anden valgrunde, når Karzais eneste modstander, Abdullah Abdullah, har trukket sig. Men første valgrunde er ikke bare juridisk, men også reelt uden enhver legitimerende effekt.

Langt under halvdelen af vælgerne deltog, og mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer blev erklæret ugyldige efter et langt og uskønt tovtrækkeri, hvor langt flere var tvivlsomme. Og mindst en tredjedel af de stemmer, der gik til Karzai selv, var det rene fusk.

LÆS ARTIKEL Leder: Afghansk valg var demokratisk kollaps

Præsident Karzais beslutning om at fastholde en valgkommission, der var taget i åbenlys svindel, begrunder til fulde Abdullah Abdullahs beslutning om ikke at deltage i en farce.

Obamas umulige strategi
Ansvaret for elendigheden kan desværre ikke tørres af på Taleban-oprørerne og deres trusler og vold mod vælgerne. Det er de magthavere i Afghanistan, som vi samarbejder med, der stod for valgsvindlen.

På en måde er valgsammenbruddet nyttigt, fordi det tvinger os til at se realiteterne i øjnene. USA har for længst erkendt, at målet for krigen ikke længere er at skabe et afghansk demokrati, men må søge sit rationale i en eller anden form for terrorismebekæmpelse.

Samtidig er der ingen i Kabul, der har troet, at valget i sig selv ville stabilisere regimet. Der skulle under alle omstændigheder etableres en ny aftale med de reelle magthavere, der ikke er vælgerne, men forskellige magtmatadorer, der enten råder over bevæbnede mænd, stammeloyalitet, narkopenge eller andre håndgribelige trumfkort.

De betalte optimister i Kabul udlægger Abdullahs moderate tone som et signal om, at han vil indgå i en sådan aftale. Men han er kun en, og langtfra den vigtigste, af de magthavere, der tæller.

Det er en voldsom underdrivelse at sige, at den beslutning om en ny strategi, som præsident Obama er ved at barsle med i Washington, er vanskelig. Sandheden er, at den, for hver dag der går, bliver mere og mere umulig.