Der kan ikke jubles nok her på 20-års dagen for Murens fald.

Men det er også en dag, som bør mane til eftertanke om det, som står tilbage at gøre for et reelt forenet Europa. Det er en del mere, end vi forventede på jublens dag. Eller rettere dage. For der er mange mærkedage for kommunismens fald i Europa.

Længe før vi fattede, at Muren faktisk kunne falde, havde Polens Solidaritet slået de første huller i den. Og hver årsdag for regimers fald har sin særlige historie.

For nogle østtyskere er det ikke en festdag som i nabolandene. Det gælder dem, som ønskede at reformere deres eget land, men blev frataget det i stedet, mens kommunismens fald gav millioner af andre østeuropæere deres lande tilbage.

Mange fremhæver i denne tid nostalgi for den kommunistiske fortid. Den er der blandt alle dem, som blot blev kastet ud i dybere fattigdom. Men for de fleste er det nok snarere desorientering, som helten fra Fløjlsrevolutionen i Prag, Vaclav Havel, sammenligner med den desorientering, som han selv følte, da han blev lukket ud efter fængselsophold.

LÆS OGSÅ Frank Aaen: Jeg er stadig kommunist

Blandt det stadig ugjorte efter Murens fald er udvikling af en fælles historieforståelse. Vesteuropas er baseret på nazismen og holocaust. Øst- og Centraleuropa har kommunismens forbrydelser som fælles historie.

Fælles bearbejdning af historien
I EU skyldes spændinger mellem nye og gamle medlemmer netop forskellig forståelse af historien. De nye ses ofte som sabotører imod forsøg på at forbedre forholdet til Rusland, når de taler om deres negative erfaringer med Moskva. De bliver bedt om se fremad i stedet.

Men hvem ville bede en vesteuropæer om at glemme nazismens forbrydelser? Fortiden må bearbejdes for at kunne se fremad, men kommunismen er i langt ringere grad bearbejdet end nazismen. Og det er slet ikke blevet det fælles projekt i EU, som skal til.

Ideologier blev overvundet, men frihedens fælles fremtidsvisioner er endnu ikke skabt. Murens fald gav rum for en ny internationalisme, men så holdt provinsialismen sit indtog, og vi kom reelt til at vide mindre om hinanden. På trods af de mange EU-forsøg på kulturprojekter på tværs af grænserne.

Måtte 20-års festlighederne give ny entusiasme og inspirere Europas hjerter og forstand til en fælles bearbejdning af hele kontinentets historie.