Magtspillet kendes fra andre krimidramaer, der sendes to minutter i tolv: en ’bad cop’ og en ’good cop’; to betjente – en aggressiv og en empatisk – der forsøger at forvirre slynglerne ved at sende modsatrettede signaler.

Det forestående klimatopmøde i København, COP15 – en forkortelse for ’Conferences of the Parties’, en FN-møderække, der fortsætter næste år i Mexico – har i de seneste uger udspillet sin rolle som ’bad cop’.

Det bliver ikke i København, at verdens ledere sætter sig sammen og forpligter sig på en global klimaaftale.

Signalerne har mildest talt været modsatrettede og selvmodsigende i de seneste uger og måneder. Men tendensen har længe været klar: København er kun spil for galleriet.

De svære beslutninger er – igen – udskudt til næste år, ligesom man tidligere har sat mål, som endnu ikke er blevet indfriet, i både Rio de Janeiro i 1992 og i Kyoto i 1997.

Som verdenspolitibetjent har FN-systemet svigtet som ramme for forpligtende realpolitiske forhandlinger om et for kloden presserende problem.

Ved at køre retorikken op i et skingert leje, uden at kunne bakke ordene op med handling og nye penge, har både FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og den danske klimaminister, Connie Hedegaard (K),været med til at skabe globale forventninger, som de åbenlyst ikke har været i stand til at leve op til.

USA vil ikke bindes
Præsident Obama har endnu ikke kunnet overbevise flertallet på hjemmefronten. Amerikanerne er nok villige til moderate reduktioner i CO2-udslippet, men vil ikke binde an med en global aftale, der kan udlægges som en afgivelse af politisk suverænitet.

Flertallet i Senatet er kort sagt imod en ny juridisk konstruktion, der minder om den Kyotoprotokol, som stort set ingen lande alligevel har levet op til.

De nye pragmatiske toner fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke kun et udtryk for, at ambitionerne er sænket markant.

Som værter for COP15-mødet må den danske regering til at besinde sig på, at Kyotomodellen virker død. I stedet taler sandsynligheden for, at bilaterale klimaaftaler kobles sammen i politiske gentlemanaftaler.

De hårde midler er taget af bordet. Nu styrer de bløde formuleringer. I spillet om køreplanen op til og efter topmødet i København er der ikke længere andre muligheder tilbage for de vestlige politikere end at påtage sig rollerne som ’good cops’.

Der skal nok komme papir ud af Bella Center, men handlingslammelsen udstiller FN’s svaghed på den internationale scene.