At opleve en hel dag, hvor dagsordenen blev sat af to stærke, engagerede og veltalende personer, der tydeligvis brænder for deres ansvarsområder, var rent ud sagt politisk opløftende.

Det er desværre sjældent, Christiansborg byder på den oplevelse.

Forhåbentlig kommer det ikke Connie Hedegaard til skade, at statsministeren tøvede så længe med at sætte hendes navn på en post, hun har gjort sig selvskreven til.

Hendes jobindhold er nu i kommissionsformand Barrosos hænder, og da klimaet er et nyt kommissær-område, er det afgørende, at hun får embedsmænd og ressourcer til at løfte opgaven.

Også Lykke Friis er et indlysende valg, selv om hun havde været endnu mere oplagt som forsknings- eller Europa-minister.

Men det kan nås endnu, og som hun selv konstaterede, er både klima- og energipolitik centrale dele af den globale og europæiske virkelighed, som hun i årevis har specialiseret sig i at forstå og formidle.

Glæden over to saglige udnævnelser kan dog ikke skjule alvoren i den situation, regeringen befinder sig i.

Langsigtede løsninger
Den internationale krise har afdækket alvorlige økonomiske svagheder i det danske samfund, der skriger på langsigtede løsninger. Her gør hverken den liste over store mål uden et eneste middel, statsministeren underholdt Venstres landsmøde med, eller en enkelt ny V-minister med udsyn det ud for en politisk strategi.

Lars Løkke vil blive bedømt på det nye, samlede hold, han sætter tidligt i det nye år, og på, hvordan han vælger at håndtere den dybe krise, vi stadig befinder os i.

Krisen er både akut – bunden er faldet ud af produktion, eksport og forbrug. Og strukturel – produktiviteten er for lav, og arbejdsudbuddet er for lille.

Den skal derfor imødegås både med viljen til at stimulere og afbøde lige nu og til at træffe de upopulære beslutninger, der alene kan løse de langsigtede udfordringer.

De nødvendige reformer kræver en politisk bredde og bæredygtighed, der er svær at få øje på Christiansborg, hvor de to folkepartier på fløjene ikke kan forventes at ville stå forrest, når der skal tages et ansvar.

I det lys er det mest opmuntrende, man kan sige om gårsdagens to udnævnelser, at ingen af dem er talenter, der har vokset i Dansk Folkepartis have.

Forhåbentlig er deres succes et tidligt varsel om et reformorienteret opbrud i dansk politik.