I dag tager 56 aviser i 45 lande det hidtil usete skridt at tale med én stemme gennem en fælles ledende artikel. Det gør vi, fordi menneskeheden står over for en dyb og akut krise.

Hvis ikke vi i fællesskab griber målrettet ind, vil klimaforandringerne hærge vores planet og dermed undergrave vores velstand og sikkerhed. Faresignalerne er gennem en generation blevet stadig tydeligere.

Nu er kendsgerningerne begyndt at tale deres klare sprog: 11 af de 14 seneste år har været de varmeste, der nogensinde er registreret, den arktiske iskappe smelter, og sidste år steg priserne på olie og fødevarer til faretruende højder.

Det er alt sammen med til at give os en forsmag på fremtidens kaos. I de videnskabelige tidsskrifter lyder spørgsmålet ikke længere, hvorvidt det er menneskets skyld, men derimod hvor lidt tid vi har tilbage til at begrænse skaderne. Alligevel har verden indtil nu reageret slapt og halvhjertet.

Klimaforandringerne skyldes århundreders påvirkninger og har konsekvenser, der vil vare i al fremtid, og vores muligheder for at tæmme dem vil blive afgjort i løbet af de næste 12 døgn.

Vi opfordrer repræsentanterne for de 192 lande, der er samlet i København, til ikke at tøve, til ikke at strides, til ikke at skyde skylden på hinanden, men derimod til at gribe de muligheder, der er opstået af det største politiske svigt i moderne tid. Det her må ikke blive en kamp mellem den rige verden og den fattige verden eller mellem øst og vest. Klimaforandringer påvirker alle, og problemet skal løses af alle.

Vores ledere må sende det signal til borgerne, at vi bliver nødt til at lægge vores liv om, og de må sikre, at det sker. Forskningen er kompliceret, men kendsgerningerne er klare. Verden må tage skridt til at begrænse temperaturstigningen til to grader celsius i 2100. Det er en målsætning, der ifølge forskningens vurderinger vil forudsætte, at de globale udledninger topper og begynder at falde inden for de kommende fem til ti år.

En højere stigning på tre til fire grader – og det er den mindste stigning, vi med rimelighed kan forvente, hvis ikke vi foretager os noget – vil udtørre kontinenter og forvandle landbrugsjord til ørken. Halvdelen af alle arter kan uddø, mange millioner mennesker blive drevet på flugt og hele nationer blive oversvømmet af havet.

De færreste tror længere på, at parterne i København kan levere en traktat, hvor alle knaster er høvlet af. Man kunne først begynde at arbejde sig i retning af en traktat, da præsident Obama rykkede ind i Det Hvide Hus, og kursen blev lagt om efter årelang amerikansk obstruktion.

Og selv i dag er resten af verden helt afhængig af amerikansk indenrigspolitik, for præsidenten kan ikke for alvor forpligte sig til de fornødne initiativer, før den amerikanske Kongres har gjort det.

Men de politikere, der mødes i København, kan og skal blive enige om grundelementerne i en retfærdig og effektiv aftale, og ikke mindst skal de fastlægge en fast tidsplan for at gøre aftalen til en egentlig traktat. Klimamødet i Bonn i juni næste år bør være deres tidsfrist. Som en af forhandlerne har formuleret det: »Vi kan godt leve med forlænget spilletid, men vi kan ikke tillade os at spille en omkamp«.

Aftalen må bygge på et forlig mellem den rige og den fattige verden om, hvordan vi fordeler de byrder, som kampen mod klimaforandringer fører med sig – og hvordan vi deler en ressource, der er blevet meget dyrebar: de cirka 1.000 milliarder ton CO2, som vi kan udlede, før klimatermometret kommer helt op i det røde felt.

De rige lande fremhæver gerne den matematiske kendsgerning, at der ikke kan findes en løsning, før kæmperne blandt udviklingslandene, eksempelvis Kina, tager mere drastiske skridt, end de hidtil har gjort. Men den rige verden er ansvarlig for størstedelen af den mængde CO2, der er akkumuleret i atmosfæren – tre fjerdedele af al den CO2, der er udledt siden 1850. Derfor må de rige lande nu gå forrest og hver især forpligte sig til konkrete og betydelige nedskæringer, der i løbet af ti år vil gøre den rige verdens samlede udledning langt lavere end i 1990.

Udviklingslandene kan påpege, at de ikke har været skyld i den største del af problemerne, og også, at verdens fattigste regioner bliver hårdest ramt. Men de vil i stigende grad bidrage til den globale opvarmning og må derfor selv forpligte sig til at opfylde meningsfulde og konkrete mål. Verdens to største udledere, USA og Kina, har for nylig forpligtet sig til konkrete udledningsmål, og selv om de ikke var så ambitiøse, som nogle havde håbet, var der tale om vigtige skridt i den rigtige retning.

Hensynet til social retfærdighed kræver, at den industrialiserede verden må gribe dybt i lommerne og love penge til at hjælpe de fattigere lande med at tilpasse sig klimaforandringerne samt ren teknologi, der sætter dem i stand til at opnå økonomisk vækst uden at øge deres udledninger.

En fremtidig traktat skal forankres i konkrete initiativer – streng multilateral overvågning, rimelige belønninger for skovbeskyttelse og troværdige vurderinger af ’eksporterede udledninger’, således at byrden på længere sigt kan fordeles mere retfærdigt mellem dem, der fremstiller forurenende produkter, og dem, der forbruger disse produkter.

Og almindelig fairness kræver, at den byrde, der pålægges de respektive rige lande, er udmålt under hensyntagen til deres evne til at løfte den. For eksempel må de nye EU-medlemmer, der ofte er langt fattigere end ’det gamle Europa’, ikke blive hårdere ramt end deres mere velstående unionspartnere.

Forvandlingen bliver kostbar, men mange gange billigere end hjælpepakkerne til den globale finanssektor – og langt billigere end konsekvenserne af ikke at gøre noget.

Mange af os, særligt i den rige verden, må lægge vores livsstil om. Den tid, hvor en flybillet kan koste mindre end taxien til lufthavnen, er ved at rinde ud. Vi bliver nødt til at købe ind, spise og rejse på mere intelligente måder. Vi skal betale mere for vores energi og bruge mindre af den.

Men overgangen til et samfund med lav CO2-udledning rummer løfter om flere muligheder end ofre. Nogle lande har allerede erkendt, at man ved at gå positivt ind i overgangen kan sikre vækst, arbejdspladser og højere livskvalitet. Kapitalstrømmene fortæller deres egen historie: Sidste år blev der for første gang investeret flere penge i vedvarende energi end i at producere elektricitet ved hjælp af fossile brændstoffer.

For at kvitte vores CO2-afhængighed i løbet af blot få årtier skal der inden for teknologi og innovation ydes præstationer, som snildt kan måle sig med menneskehedens største bedrifter gennem historien. Men hvor det var konflikter og konkurrence, der var drivkræfter for, at det lykkedes at sende mennesket til Månen og at spalte atomet, skal det kommende CO2-kapløb drives af en fælles indsats for kollektiv frelse.

Hvis vi skal besejre klimaforandringerne, skal optimismen besejre pessimismen, og visionerne skal besejre kortsynet – vinderne skal være dem, Abraham Lincoln kaldte »de bedste engle i vores natur«.

Det er i denne ånd, at 56 aviser fra hele verden er gået sammen om denne lederartikel. Hvis vi, med vores vidt forskellige nationale og politiske perspektiver, kan blive enige om, hvad der skal gøres, kan vores politiske ledere bestemt også.

I København har politikerne magten til at forme historiens dom over vores generation: En generation, der stødte på en udfordring og besvarede den. Eller en generation, der var så dum, at den så katastrofen komme uden at foretage sig noget for at afværge den. Vi beder dem indtrængende om at træffe det rette valg.

Oversat fra engelsk af Tonny Pedersen