Naturligvis er det ikke vores statsministers skyld, at det store klimatopmøde i København blev en fiasko.

Der var langt større interesser og aktører på spil. Men det betyder ikke, at Lars Løkke ikke må påtage sig sin del af ansvaret for elendigheden. Fodfejlene og statsministerens åbenlyse mangel på diplomatisk tålmodighed er ikke det værste.

Spørgsmålet er, om det ikke var en grundfejl at gøre USA’s involvering til Danmarks altoverskyggende succeskriterium. Ikke fordi USA’s medvirken, som Obama gjorde mulig, ikke er afgørende.

Men i lyset af, hvor ringe sandsynligheden for et egentligt gennembrud var, må man spørge, om Danmark ikke havde været bedre tjent med at undgå rollen som USA’s håndgangne formandskab. I fravær af et gennembrud var det egentlige spørgsmål vel, hvilke ridser i lakken Danmark helst ville have i lyset af udsigten til en halv eller hel fiasko?

Verden er endnu ikke moden
Havde det ikke været bedre for Danmark at holde sig til rollen som neutral mødeleder, overlade hundeslagsmålet til de store og knubsene til lande, der har mindre brug for at være vellidt i det multilaterale diplomati, end vores lille kongedømme har.

Efter Irak og Muhammed er det ikke indlysende, at det klogeste, vi kunne gøre, igen var at kline os op ad supermagten og dermed sidde fast i det spor, Fogh lagde ud.

Trods deres begrænsede medansvar må Lars Løkke og Connie Hedegaard nu leve med de tidsler, der modsvarer de roser, de havde fået, hvis verdenssamfundet havde villet noget mere.

Realiteten er, at verden ikke er moden til at blive regeret i fællesskab. Hvis klimaforandringerne bliver så dramatiske, som mange frygter, er det en katastrofe. Har vi lidt mere tid og lidt flere handlemuligheder, gælder det om at holde både offentlige og private beslutningstagere fast på alle de lokale løfter, de trods alt har afgivet.

Det giver stadig mening at forske intenst og beskatte forbruget af fossile brændstoffer, mens vi håber på en global regulering, der nu har meget lange udsigter.