Hvis man ikke længere kan drømme virkeligheden væk, kan man i stedet forsøge at stemme om den: ja eller nej til virkeligheden?

Sådan synes vælgerne på Island at tænke. Efter massivt folkeligt pres valgte Islands præsident, Olafur Grimsson, i går at nedlægge veto mod en kontroversiel bankpakke, der ville sikre Island nye lån mod til gengæld at hæfte for ophobet gæld og udenlandske bankindskud på i alt 45 mia. kroner, eller hvad der svarer til 90.000 kr. pr. borger.

Konsekvensen er, at vælgerne nu skal til folkeafstemning om en bankpakke, der med noget nær statsgaranti vil blive nedstemt. Dermed er Island – det gamle danske land – ikke alene frosset fast i en gældsklemme, men er også kastet ud i politisk kaos. Island er ved at udvikle sig til en bananstat i isklima; et tilfrosset øsamfund, der er på kant med omkringliggende lande.

Hver fjerde islænding har allerede skrevet under på en protestskrivelse mod bankpakken. Og selv om modviljen umiddelbart er forståelig på et individuelt plan, er det svært at se, hvordan Island som nation skal kunne løbe fra regningen nu.

Island tager en kold tyrker
Islandske politikere, erhvervsfolk og forbrugere nød godt af den oppumpede og kunstigt gearede bobleøkonomi – så længe det varede. Kasinofesten er slut, og Island må til at betale tilbage med renters rente.

Den islandske forfatter Andri Snær, der netop har udgivet ’Drømmeland’, skriver ærligt: »Vi havde skabt en slags heroinøkonomi«. Afvænningen kræver en kold tyrker.

Retfærdigt er det oplagt ikke, at samtlige islændinge nu skal hæfte for udskejelserne i 00’erne. Særligt ikke fordi de konkrete pengeoverførsler vedrører indskud fra britiske og hollandske bankkunder på højrentekonti i internetbanken Icesave. De få skatteborgere i Island skal således afbetale til private spekulanter i Holland og Storbritannien.

Problemet for de vrede vikinger er imidlertid, at pengeoverførslerne til udlandet ikke forsvinder med en folkeafstemning. Et folkeligt nej vil måske varme kortvarigt, men prisen vil hurtigt kunne mærkes i form af eksplosivt stigende renter på den enorme udlandsgæld: Islands kreditværdighed vil blive yderligere forværret, og kassen helt smækket i.

Som selvstændig nation, der i årevis har udnyttet rollen uden for EU til at skabe et kunstigt højt velfærdsniveau, kan Island ikke stemme virkeligheden væk. Island skal hjælpes til at hjælpe sig selv i gang igen. Men folkeafstemningen vil kun udskyde den tiltrængte gældssanering.