Netop nu bliver den britiske deltagelse i Irakkrigen undersøgt særdeles grundigt og åbent af en undersøgelseskommission.

Ministre, militærfolk, spindoktorer, embedsmænd, parlamentarikere – alle må forklare sig, hver en sten bliver vendt.

LÆS OGSÅ Berygtet spindoktor på glatis om Irak-krigen

Forleden afsluttede den tilsvarende hollandske kommission sit arbejde. Konklusionen blev en sønderlemmende kritik af den hollandske regering, som allierede sig med USA og Storbritannien og gik med i krigen fra marts 2003.

Den danske krigsdeltagelse, derimod, bliver ikke undersøgt. Ikke før flertallet skifter i Folketinget. For i Danmark kan kun et flertal nedsætte kommissioner eller indkalde til høringer under vidneansvar.

Det er en stor svaghed ved den danske form for parlamentarisk demokrati.

Efterslæb fra enevælden
Uanset udfaldet af en Irakhøring eller en Irakkommission vil det være i alles interesse at få forløbet undersøgt.

Danmark deltager nu så aktivt og hyppigt i aktioner og interventioner på basis af Nato- og FN-medlemskab (men som Irakkrigen viste også på basis af andre alliancer), at det danske samfund har brug for at få belyst så klart og kritisk som muligt, hvad vi gør, og hvad vi gjorde.

Det er ikke nok, at flertallet var hjemme. Det er ikke nok, at flertallet er hjemme. Sådan fungerer moderne demokrati ikke. Der må og skal være andet end flertallet, som tjekker og afbalancerer magten.

Høringer og kommissioner iværksat både af flertal og af mindretal er helt almindelige dele af demokratiet i stribevis af lande. Tænk på Tyskland. Tænk på USA. Men tænk ikke på Danmark.

Vi har været velsignet af en lang og glidende overgang fra kongemagt til demokrati, en ublodig historie med gode kompromiser og bløde grundlove.

Men vi betaler en høj pris for den glidende overgang, når Folketingets flertal endnu i det Herrens år 2010 kan tillade sig at optræde med samme arrogance som den enevældige konge, der engang sagde: »Vi alene vide«.

I den lange periode med fast flertal, som vi for tiden gennemlever, er problemet blevet ganske tydeligt. »Der er ikke noget at komme efter«, sagde den tidligere statsminister, og den nuværende har allerede gentaget det.

Sådan siger man »Vi alene vide« i et demokrati med enevældigt efterslæb.