De store partier står afklædte tilbage efter farcen om burkaer. Det Konservative Folkeparti er mentalt kortsluttet, mens Dansk Folkeparti har lidt et sjældent nederlag i værdipolitikken.

Socialdemokraterne har halset forvirret bagefter i månedsvis og lovet at ville støtte alle stramninger, med SF som ekko. Det eneste forbehold har været, at et burkaforbud ikke måtte stride mod – grundloven.

Ingen af de store partier har evnet at holde virkeligheden op mod de mest basale idealer om individuel frihed. Fordomme har i stedet hvirvlet rundt i luften uden principielle holdepunkter. S og SF har ikke haft et reelt alternativ at stå imod med.

Paradoksalt nok er Venstre det eneste af de store partier, der nu er landet nogenlunde sikkert på benene efter kolbøtterne om et burkaforbud.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandede sig i går op til at afvise forslaget fra de konservative og Dansk Folkeparti om et direkte forbud mod særlige beklædningsgenstande – og viste dermed med tiltrængt tydelighed, hvem der bestemmer ’dress-koden’ i dag.

Parodi
Allerede da Justitsministeriet konkluderede, at et burkaforbud ville stride mod grundloven, burde statsministeren dog have droppet vildfarelsen. Løkkes ubeslutsomme forsøg på at gøre sig fri af Foghs sorte skygge har udviklet sig til en parodi. Men bedre sent end aldrig.

Venstrefolk har for første gang i årevis fremført liberale argumenter og vundet et opgør i værdikampen.

Under Fogh var det hver gang og uden tvivl altid de nationalkonservative argumenter, der overtrumfede. Men i burkasagen har liberale medlemmer af Venstre vundet selvtilliden tilbage og udfordret den gamle magtbastion i Dansk Folkeparti.

Her i avisen udtalte Søren Pind (V) med en sjældent hørt frisindet stemme: »Tvang er en blindgyde. Vi kan ikke vinde med forbud«.

Selv om Løkkes forsinkede beslutning om ikke at indskrænke frihedsrettighederne reelt var uundgåelig, er det et nybrud, at Venstre ikke længere automatisk følger en strammerkurs. Statsministerens kursskifte skaber håb om en ny mere liberal epoke, hvor de borgerlige frihedsrettigheder ikke ofres til fordel for øget statslig detailregulering.

Kampen for kvinders frigørelse og individualitet er for vigtig til at blive overladt til de reaktionære politiske kræfter, der siden 2001 har forsøgt at bekæmpe det åbne samfund med stramninger og forbud.

Stort set alle politikere har tabt ansigt. Men burkafarcen må blive et vendepunkt mod større udsyn.